
I disse dage diskuteres reformen af Statens Uddannelsesstøtte indgående – både politisk og i pressen. Desværre er alle unge under uddannelse ikke omfattet af SU – som det ellers mere eller mindre er den gængse opfattelse – og som også er intentionerne i FN's handicapkonvention, som også Danmark har tiltrådt.
Jeg møder som fungerende formand for Foreningsfællesskabet Ligeværd (har afløst Marianne Jelved (R), da hun blev kulturminister) frustrerende unge og deres forældre, som spørger, hvorfor de ikke kan få SU, når de gennemgår en ungdomsuddannelse som alle andre unge. Forskellen er blot, at denne gruppe af unge gennemgår en STU-uddannelse – Særlig Tilrettelagt Uddannelse.
Henvist til bistand
Konsekvensen af manglende SU til denne gruppe af unge er, at de er henvist til bistandshjælp under uddannelsen – eller at 'spise' af deres børneopsparing, hvis de har mere end 10.000 kr. eller lidt mere, hvis de kan reservere til etablering af egen bolig. Det sidste beror på et skøn fra kommune til kommune.
Derudover er uddannelsen ikke statslig finansieret via taxameter som alle andre ungdomsuddannelser – men en ren kommunal opgave med deraf følgende kommunale tilbud, der varierer utrolig meget fra kommune til kommune.
Folketinget diskuterer netop nu en reform af SU. Primært for at få unge hurtigere og billigere gennem en uddannelse. Men det er, som om der mangler noget i diskussionerne.
Da Folketinget i 2007 vedtog loven om Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, var det et væsentligt skridt mod ligestilling af unge i uddannelse. Desværre blev STU-eleverne ikke omfattet af SU, og uddannelsen blev en kommunal opgave modsat øvrige ungdomsuddannelser, der er statslig finansieret. STU-elevernes forsørgelsesgrundlag er derfor kontanthjælp eller egen formue, og de kan ikke frit vælge uddannelsessted.
Øget udstødning
Urimeligheden kan bedst beskrives i et eksempel med to tvillinger. Den ene fik et normalt fødselsforløb. Den anden manglede ilt og blev født med et mindre handicap. Bedsteforældrene etablerede en børneopsparing for at sikre dem en god start på voksenlivet. Den ældste påbegynder en uddannelse som sygeplejerske, bliver færdig og etabler sig i eget hjem, godt hjulpet af SU og børneopsparingen.
Den anden henvises til et kommunalt STU-forløb med forsørgelse fra børneopsparingen. Da han er færdig med STU-forløbet, er børneopsparingen brugt. Begge har gennemført en anerkendt ungdomsuddannelse – den ene med udsigt til job og indtægt, den anden rent faktisk 'blanket af' og kun svage udsigter til job og indtægt.
Et fromt ønske kunne være, at Folketinget ved reform af SU-systemet og evaluering af STU-uddannelsen vil sikre, at unge i henhold til FN's handicapkonvention reelt stilles ens i udannelser og jobmulighed. I modsat fald øger vi kun den sociale udstødning. Og det var vel ikke lige det, der var meningen?
Fungerende formand for Foreningsfællesskabet Ligeværd (et foreningsfællesskab for unge med særlige behov) samt byrådsmedlem i Sønderborg, Jørn Lehmann Petersen (S)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.