
KORA har gennemført en evaluering af et fireårigt projekt, hvor sygeplejersker og socialarbejdere aktivt har opsøgt socialt udsatte borgere på væresteder og i drikkeskure i en indsats for bedre sundhed. Socialt udsatte har meget dårligere helbred, markant ringere trivsel og langt kortere levetid end danskerne generelt. De kommer sjældent til lægen eller på hospitalet, og det betyder, at de ikke får gjort noget ved deres helbredsproblemer i tide.
Men en målrettet, opsøgende indsats kan forbedre udsatte borgeres sundhed og livskvalitet markant, viser evalueringen ifølge KORAs egen præsentation.
Sygeplejersker og socialarbejdere har i fire kommuner etableret særlige sygeklinikker og været ude at opsøge de udsatte borgere på væresteder, på gaden og i drikkeskure. Projektmedarbejderne har også hjulpet med at bygge bro til både sundhedssystemet og det sociale system. De har været ledsagere og tovholdere og fungeret som 'tolke' mellem de udsatte borgere og det etablerede system.
Fra dårligt til bedre helbred
I en spørgeskemaundersøgelse vurderede de socialt udsatte i projektet ved projektets begyndelse samlet set deres eget helbred som 'dårligt'. I slutningen af den fireårige projektperiode var den vurdering ændret positivt, og borgerne i projektet havde det i højere grad 'nogenlunde'.
Og det er rigtig gode resultater, siger programleder i KORA Ulf Hjelmar:
- Undersøgelsen viser, at de udsatte borgere i høj grad oplever, at den opsøgende indsats har betydning for deres helbredssituation. Samlet set har målgruppen en oplevelse af, at deres helbred er blevet bedre. Og det er en forbedring, de oplever som væsentlig.
Evalueringen viser, at projektet har afhjulpet et stort, udækket behov i indsatsen over for de udsatte borgere. Den viser også, at især projekternes fleksible rammer, medarbejdernes tilgængelighed, en høj prioritering af at skabe relationer til målgruppen og den generelle omsorg og støtte har været positive faktorer for projektets succes og forbedringen af de udsatte borgeres helbred.
Socialstyrelsen har sat projektet i gang i Brøndby, Næstved, Holstebro og Hvidovre Kommuner for at styrke indsatsen over for mennesker med komplekse problemstillinger som blandt andet psykiske lidelser, hjemløshed og misbrug af alkohol, hash eller stoffer.
Projektet har løbet over fire år og er finansieret med 20 mio. kr. via satspuljemidlerne.
KORA har gennemført projektet for Socialstyrelsen i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed.
Hent rapporten
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.