
AARHUS: I et nyt, bydækkende parløb mellem Aarhus Kommune og Østjyllands Politi hjælper et fast team af kommunale sagsbehandlere og politifolk unge til at bryde den kriminelle løbebane.
Hurtig og koordineret hjælp til kriminelle unge er afgørende for, at unge kommer tilbage på ret kurs. Det viser erfaringerne fra et pilotprojekt i det vestlige Aarhus, hvor Aarhus Kommune og Østjyllands Politi har samarbejdet i et fast team siden 2010. En optælling fra 2011 viser, at kun to ud af 17 unge, henvist til teamet på grund af en sigtelse, er blevet sigtet igen inden for seks måneder. De gode erfaringer får nu Aarhus Kommune og Østjyllands Politi til at udbrede samarbejdet til hele kommunen og gøre det permanent i Det Tværgående Ungesamarbejde, TUS.
- Vi har set et generelt fald i ungdomskriminaliteten i de seneste år, og den udvikling vil vi gerne fortsætte. Det gør vi bedst ved at sætte tidligt ind med en helhedsorienteret indsats, der kommer hele vejen rundt om unge i forhold til kriminalitet, skolegang, sociale vanskeligheder osv. De skal tilbage på sporet, det skylder vi både de unge, deres familier og alle os andre, siger Hans Halvorsen (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
TUS-teamet består af fire medarbejdere fra Socialforvaltningen, Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning, PPR, Ungdommens Uddannelsesvejledning og Østjyllands Politi. Herudover involveres også andre relevante samarbejdspartnere i sagsbehandlingen.
Målgruppen er unge i alderen 14 til 18 år, der er på vej ind i et kriminelt miljø, har mange mindre forseelser bag sig, eller har begået alvorlig førstegangskriminalitet.
Hurtig handling
- Vi taler her om en gruppe af unge, der har brug for hurtig handling og konsekvente rammer. Vi skal sikre, at de holder fast i deres skolegang og sunde fritidsaktiviteter, så de kommer videre i uddannelsessystemet og ud ad en lovlydig bane. Vi skal vise dem, at der er en anden og bedre vej, også selvom straffeattesten måske allerede er blevet plettet, siger Kristian Würtz (S), rådmand for Børn og Unge.
Et centralt redskab for TUS-teamet er præcise handleplaner, som aftales mellem de unge selv, deres familier og myndighederne. Handleplanerne lægger gensidige forpligtende rammer for blandt andet skolegang og fritidsaktiviteter. Der er tale om hurtig handling: Samtale inden for tre døgn efter visiteringen til TUS og en færdig handleplan inden for en måned.
Politidirektør Jørgen Ilum siger om det nye samarbejde:
- Det formaliserede, tætte samarbejde mellem politi og kommune siden 2010 har givet en række, gode resultater: Vi taler samme sprog og har den samme forståelse for, hvad der bør sættes i værk for den enkelte unge. Samtidig kan vi arbejde hurtigere, fordi vi arbejder parallelt i stedet for i forlængelse af hinanden. Det betyder, at vi kan sætte tidligt ind, og det er afgørende for succes.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.