Du gætter lige med det samme, hvad denne klumme handler om

Det skorter ikke på drama i mainstream-mediernes omtaler af udsigterne for den nære fremtid på arbejdsmarkedet. Forårets konfirmationer er i fare, må man således forstå på Jysk Fynske Medier, der baserer sit scenarie på den kendsgerning, at omkring 370 folkekirkepræster er ovenskomstansatte og derfor potentielt konfliktudsatte i modsætning til deres tjenestemandsansatte kolleger.

De overenskomstansatte udgør ganske vist under en femtedel af alle præster, og det har da også krævet mere end bare et enkelt spørgsmål til Præsteforeningens formand Per Bucholdt Andreasen at få ham til at sige, at ‘det er stadig spekulativt’ (første forsøg), ‘jeg forventer, at det vil kunne løse sig’ (andet forsøg), men også ‘i sidste ende kan det betyde aflysninger’ (tredje forsøg). Men altså stadig hvis og hvis.

Kristeligt Dagblad vil ikke stå tilbage på sit kerneområde og påpeger, at en graver-strejke kan betyde, at de døde ikke kan komme i jorden, og det har dog i det mindste det for sig i forhold til konfirmationerne, at det her er et flertal, to tredjedele af graverne, der er overenskomstansatte og derfor faktisk har mulighed for at strejke eller blive lockoutet.

Dog, det er de levende, der tager flest overskrifter, når de mulige konsekvenser af en fastlåst overenskomstforhandling skal udmales. Det kommer til at gå ud over børnene, de syge, de gamle, de handicappede, og hvis man nøjes med at læse de gule breaking-bjælker, kunne man nemt forledes til at tro, at undtagelsestilstanden står umiddelbart foran at indfinde sig. Det gør den ikke.

Konflikter skal varsles, og deri ligger, at de først kan træde i kraft efter en vis frist. De nugældende overenskomster udløber 31. marts, hvilket er påskelørdag, og ingen fagforening har lyst til at sende sine medlemmer i strejke på et tidspunkt, hvor de første to dage ikke kommer til at betyde andet for arbejdsgiveren end en besparelse på to dages løn. Så vi skal hen efter påske, før der sker noget, godt og vel endda, for der er også de to ugers udsættelse, som forligsmanden rutinemæssigt dekreterer, og muligvis to uger yderligere.

Det vil sige, at det nemt kan blive maj, før det bliver alvor. Hvis det bliver. Man skal ikke overse betydningen af kombinationen forligsmand/påske. Selv forhandlere er mennesker med familier, og de synes nok ikke nødvendigvis, at verdens fedeste måde at tilbringe påskehelligdagene er at sidde og stirre på modparten i et beklumret lokale i Forligsinstitutionen.

Læg dertil, at forligsmand Mette Christensen går for at være en hård nyser, der kan samtlige tricks i bogen, så kræver det ikke en mere veludviklet fantasi, end en gennemsnitlig forhandler kan mobilisere, at forestille sig en maraton-mødeserie hen over palmesøndag, mandag, tirsdag, onsdag, skærtorsdag, langfredag og så videre. Man kan mene, at det er noget pjat, men sådanne ting betyder noget, og det er ikke tilfældigt, at store forlig ofte kommer i stand efter lange forhandlingsforløb, hvor parterne har været tvunget til at være sammen så længe, at de slider hinandens modstandskraft ned til et leje, hvor synspunkterne kan mødes.

Og hvis forhandlerne kan forudse, at det alligevel kan ende der, så er der jo strengt taget ikke nogen grund til ikke i det mindste at gøre sig nogle sonderinger hos hinanden, så selve forhandlingsfasen ikke bliver mere langstrakt end højst nødvendigt - men på den anden side heller ikke fører til et resultat alt for tidligt, idet baglandet jo nødig skulle tro, at forhandlerne ikke har gjort sig umage, og at forhandlingerne ikke var vanskelige.

Selvom et forløb som det beskrevne har en vis sandsynlighed for sig, er det naturligvis langt fra udelukket at det faktisk kommer til en konflikt. I givet fald beskrevet som en storkonflikt, bare så ingen på grund af uopmærksomhed kommer til at undervurdere det dramatiske potentiale.

Indtil videre er der dog ingen grund til at hamstre gær med henblik på at overleve civilisationens undergang. Og der er heller ingen grund til at klikke på enhver alarmerende overskrift, man måtte falde over. Clickbait hedder sådan, fordi man skal lokkes til at klikke, ikke for at gøre nogen klogere på emnet.