
Grov mobning, overfald og trusler på livet. Det var blot nogle af de ubehageligheder, der var hverdagen for en delvist jødisk familie, som har haft børn på flere forskellige folkeskoler med mange muslimske elever.
Datteren Rebecca på 15 år, hvis forældre i lørdags fortalte deres historie til Berlingske, måtte igennem flere skoleskift, før hun for en måned siden begyndte på Carolineskolen, den jødiske skole i København. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Tilbage står en frustreret familie, der ikke mener, at folkeskolerne i det vestlige København gjorde nok for at komme chikanen til livs. Ifølge familien var forløbet især præget af skolelederes og myndigheders berøringsangst og handlingslammelse over for alt, der har med hadforbrydelser at gøre.
Det er Lise Egholm, som i 18 år var skoleleder på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København, enig i. Hun stiller sig helt uforstående over for, at skolerne ikke har taget bedre hånd om chikanen af pigen og hendes familie.
Tæt på hadforbrydelser
- Det her kan man sagtens tryne ihjel, hvis man vil. Som det allermindste har skolerne vel en plan mod mobning. Og det her er simpelthen så grov mobning, at det bevæger sig på grænsen af at være hadforbrydelser. I yderste konsekvens er det ikke hende, der skal skifte skole, men dem, som står bag chikanen, siger Lise Egholm, der gik på pension i 2013.
Hun påpeger, at der er en 'udpræget grad af berøringsangst' blandt skoleledere og lærere over for problemfyldt adfærd blandt elever med mellemøstlig baggrund.
- Vi er simpelthen så flinke i det her land. Det er fint at være flink, men man skal ikke være tosseflink. Og det kan simpelthen ikke passe, at man ikke kan få lov at gå på en dansk folkeskole, hvis man har en jødisk far, siger hun.
Hun mener, man skal holde op med at bortforklare dårlig opførsel med sociale problemer eller traumer som følge af at stamme fra en flygtningefamilie:
- Ligegyldigt hvilke forfærdelige oplevelser man kommer med som flygtning eller som efterkommer af flygtninge, skal man stadigvæk opføre sig ordentligt. Og de skal mødes med krav alligevel. Vi svigter både dem og de andre elever, hvis vi ikke gør det. Og så er det vigtigt, at vi er tydelige omkring vores egne værdier. Kommer der en arabisk far og skælder ud, nytter det ikke, at man sidder og putter sig. Så må man give igen. Det accepterer de i vid udstrækning, og man kan sagtens nå til en fælles forståelse, siger Lise Egholm.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.