dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Produktionsskolerne er et af de forberedende uddannelsestilbud, der står overfor en omlægning. Her er det produktionsskolen i Ballerup.
Martin Lehmann, Polfoto

Ekspertpanel vil samle tilbud til udfordrede unge

En ekspertgruppe præsenterer tirsdag en række forslag til, hvordan man kan forbedre uddannelsestilbuddene til udfordrede unge. Foreninger peger på 10. klasserne som et oplagt sted at opruste

Udfordrede unges vej fra skole til uddannelse skal forenkles: Der skal være én samlende kommunal ungeindsats, én ny forberedende uddannelse i stedet for et væld af forskellige uddannelsesmuligheder og én fast kontaktperson til at hjælpe den unge i stedet for flere.

Ettallet går igen i udspillet fra regeringens ekspertgruppe, som i dag fremlægger anbefalinger til en helt ny måde at organisere uddannelse og støtte på til de elever, som i dag farer vild på vejen fra skole til uddannelse.

- Vi mener, at der er behov for en forenkling. De unge kan ikke finde rundt i systemet, og vi bliver nødt til at være tydeligere omkring, hvem der har ansvaret. Det er også et komplekst felt for sagsbehandlere, lærere, mentorer, vejledere og politikere, som jo er dem, der i sidste ende har ansvaret, siger Stefan Hermann, der er formand for ekspertgruppen og rektor på Professionshøjskolen Metropol.

'Et kollektivt uddannelsessvigt'
I dag er det knap 70.000 unge, der, 7 år efter de er gået ud af 9. klasse, hverken har taget en ungdomsuddannelse eller er i arbejde. Det svarer til 20 pct. af en årgang, som får en hård start på arbejdslivet. Det kaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)  mandag for et 'kollektivt uddannelsessvigt og budede, at regeringen vil komme med et reformudspil, der skal forhandles senere på foråret.

Ifølge ekspertgruppen er problemet med indsatsen, at de unge, der har de største udfordringer, møder det mest uoverskuelige system, som ligner et mangehovedet uhyre. Der er alt for mange kontaktpersoner med forskellige opfattelser af, hvad der er bedst for den unge. Også når det gælder uddannelser, er der for mange tilbud, som bliver finansieret og organiseret forskelligt.

Ekspertgruppen anbefaler derfor, at de unge allerede i udskolingen får én kontaktperson, som holder snor i de andre instanser. Kontaktpersonen skal være en slags ’hånd i ryggen’ og være klar til at gribe, når den unge falder.

- I dag har mange unge et væld af kontaktpersoner. Så hvem er det, der har ansvaret for de unge? Hvem er det, der skal tage føringen og koordinere med alle de steder, hvor de unge har en sag?, siger Stefan Hermann.

- For at gøre tingene nemmere for de unge er vi nødt til at have nogle, der kan puffe de unge lidt frem, når de har brug for et puf. Og så siger vi, at der skal være nogle kvalifikationskrav til kontaktpersonen.

Stadig vigtigt med et bredt tilbud 
Hos Uddannelsesforbundet, der blandt andet organiserer lærere og ledere på erhvervs- og produktionsskolerne, mener formand Hanne Pontoppidan, at det er positivt, at ekspertgruppen anbefaler en kommunal ungeindsats, og at uddannelserne skal forankres i staten.

- Det er rigtig godt, at man slår fast, at det skal være et statsligt ansvar, siger Hanne Pontoppidan, der dog mener, at det er afgørende, at den forberedende uddannelse fortsat har brede tilbud til de unge:

- Når nu man foreslår, at der skal være én uddannelsesinstitution, synes jeg, at det er vigtigt at prøve at holde sig for øje, hvad det er for nogle unge, vi taler om. Og hvad det er for nogle behov, de unge har. Derfor er det helt afgørende, at de tilbud, som en ny forberedende uddannelse kan tilbyde, er så brede, at der er et reelt og kvalificeret tilbud til alle i den her gruppe, siger hun.

Organisationer vil samle 10. klasser i centre 
Hos Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og Skole og Forældre mener man, at én af måderne at sikre, at færre unge havner uden for uddannelsessystemet, er at opruste 10. klasserne. De foreslår derfor at samle 10. klasserne i centre rundt omkring i landet.

- Den store succes med centre for 10. klasserne skal udbredes til hele landet. Ved at samle folkeskolens 10. klasser i centre er det muligt at opnå et stærkt fagligt og fokuseret tilbud, siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

Også han påpeger, at det er vigtigt at bevare det brede fokus i 10. klasserne, og at der hverken rettes specifikt mod erhvervsskolen eller gymnasiet, fordi mange unge mennesker ikke er afklarede med, hvad de vil, når de starter i 10. klasse. 

Også hos Skolelederforeningen peger man på, at de nye karakterkrav på erhvervsuddannelserne og i gymnasiern gør 10. klasserne mere relevante end nogensinde før

- 10. klasse er for mange af de unge et år med en værdifuld modningsproces, som gør deres fremtidsvalg mere kvalificerede og holdbare. Og det giver os professionelle mulighed for at give dem en endnu bedre vejledning i forhold til at gå videre og tage en ungdomsuddannelse. Endelig giver 10. klasse en vigtig mulighed i arbejdet for mindske negativ, social arv, udtaler formand Claus Hjortdal. 

Tirsdag præsenterer et ekspertudvalg nedsat af regeringen en stribe forslag til forenkling af det nuværende system af erhvervsskoler, produktionsskoler og andre tiltag, der er skabt for at tage hånd om gruppen af unge med indlæringsvanskeligheder. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/ekspertpanel-vil-samle-tilbud-til-udfordrede-unge

GDPR