
I slutningen af august spurgte MF Karin Nødgaard (DF) social - og indenrigsminister Karen Ellemann (V) til hendes holdning 'til et forslag om, at Ankestyrelsen kan give sager opsættende virkning medens sagen behandles, og mener ministeren, at det i givet fald vil kunne være med til at reducere, at ca. en tredjedel af de sager, der ender i Ankestyrelsen, bliver omgjort?'
Det har ministeren nu svaret på, og hun går ikke ind for at give opsættende virkning generelt, men vurderer, at det både vil blive dyrt og vil kunne forøge antallet af klagesager. Hun svarer bl.a.:
'Opsættende virkning vil betyde, at der vil blive ydet hjælp i klageperioden også i de klagesager, hvor Ankestyrelsen når frem til, at kommunens afgørelse er korrekt. Dermed vil en række borgere få adgang til ydelser, de viser sig ikke at være berettiget til. Det kan forekomme mindre rimeligt. Det kan endvidere medføre betydelige offentlige merudgifter og kan samtidig få antallet af klager til at vokse. Derfor mener jeg ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at indføre opsættende virkning i alle sager.
Drejer en sag sig om merudgifter eller andre kontante ydelser efter serviceloven, får borgeren ydelsen med tilbagevirkende kraft, hvis Ankestyrelsen giver borgeren medhold. I sager, hvor afgørelsen kan have særligt indgribende betydning for borgeren, er der endvidere allerede i dag mulighed for at tillægge klagen opsættende virkning.
Det gælder efter retssikkerhedslovens § 72 klage over afgørelser om botilbud og afgørelser om anbringelser af børn og unge. Herudover kan en kommune selv eller Ankestyrelsen efter praksis helt undtagelsesvis tillægge en konkret klage opsættende virkning, hvis den har vidtrækkende konsekvenser, som ikke eller kun vanskeligt lader sig genoprette.
Endelig kan Ankestyrelsen hastebehandle en klagesag, hvis styrelsen finder, der er behov for det. Det er ikke min opfattelse, at indførelse af opsættende virkning i sig selv vil indebære, at omgørelsesprocenten i klagesager ændres. (...) Kommunernes sagsbehandlingskvalitet kan styrkes ved brug af vejledning og rådgivning og ved, at lovgivningen så vidt muligt forenkles.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.