
ESBJERG: I kølvandet på Esbjerg-sagen – hvor en mand blev dømt for overgreb mod otte børn – bad socialminister Karen Hækkerup (S) Ankestyrelsen om at undersøge kommunens sagsbehandling på børneområdet. Og resultaterne viser yderst kritisable forhold.
- Det er dybt beklageligt. Rapporten viser med al tydelighed, at sagsbehandlingen i mange tilfælde har været for dårlig og for langsom. Det kan vi på ingen måde acceptere. Jeg er ked af, at der er børn, der ikke har fået den hjælp, de skulle have haft, men vi gør nu alt, hvad vi kan for at få rettet op på vores sagsbehandling, siger borgmester Johnny Søtrup (V) og tilføjer:
- På trods af, at kommunen siden 2009 har iværksat flere initiativer for at sikre en ordentlig sagsbehandling, må vi konstatere, at der stadig er et stykke vej, før kvaliteten er i orden. Vi har derfor i tæt samarbejde med en Task Force under Socialministeriet udarbejdet en række nye initiativer for vores ledere og rådgivere, som skal være med til at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen, så der tages hånd om de udsatte børn og unge, siger Johnny Søtrup.
Med afsæt i Task Force Gruppens anbefalinger og kontrolskema vil alle de 77 sager, som rapporten kendetegner som kritiske, nu gennemgås detaljeret igen. Ligeledes vil kommunen med bistand fra et konsulentfirma screene for øvrige komplekse sager blandt de resterende cirka 1700 for at finde ud af, om der er flere fejl, der skal rettes.
24 mio. kr. ekstra til udsatte børn
Derudover har kommunen sat en række initiativer i gang, der skal sikre, at kommunen giver børnene den hjælp, de har brug for. Kommunen har fx etableret et nyt beredskab for personale, der får mistanke eller viden om vold og seksuelle krænkelser mod børn og unge. Endvidere har byrådet i et år, hvor der ellers er besluttet meget store besparelser, prioriteret yderligere 6 mio. kr. årligt fire år frem til området, bl.a. til ansættelse af flere kvalificerede rådgivere.
- Jeg er meget skuffet over, at vi ikke er kommet længere med implementeringen af de initiativer, vi startede tilbage i 2009, og at der stadig er sager, der af Ankestyrelsen bedømmes som kritiske. Det er problematisk, men jeg ved, at såvel ledelsen som medarbejdere allerede i flere måneder, har ydet en ekstraordinær indsats, og at der er taget nye arbejdsgange i brug. Jeg ved også, at det ligger alle politikere, medarbejdere og ledelse meget på sinde, at vi varetager børnenes behov på en betryggende måde, siger formand for Børn og Familieudvalget Hans Erik Møller (S).
270 pct. flere underretninger
Esbjerg har oplevet en voldsom stigning i antallet af underretninger, der er steget med ca. 270 pct. siden 2009.
- Det er et godt eksempel på, at lærere og pædagoger er blevet mere opmærksomme på børnenes trivsel, og melder hurtigere ind, når de observerer tegn på at et barn mistrives. Vi skal så sikre, at det sociale område altid er i stand til at håndtere underretninger bemandingsmæssigt og fagligt, siger Hans Erik Møller.
- Ankestyrelsens resultat er alvorligt. Vi har en helt åbenlys opgave i at forbedre kvaliteten af sagsbehandlingen. Systematik og gennemsigtighed bliver nøgleord i det kommende arbejde. Vi skal sikre bedre ledelsesinformation og gennem en bedre kontrol i alle lag af sagsbehandlingen skabe en ensartet kvalitet. Vi kan på ingen måde være tilfredse med så høj en fejlprocent, og vi er derfor i fuld gang med at rette op på fejlene. Vi kan desværre ikke rette tidligere fejl, men er der noget, vi kan rette op på i forhold til enkelte børn eller unge, gør vi det, siger direktør for Børn & Kultur, Jørn Henriksen.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.