

Det er medlemmer af få kriminelle familier, der skaber langt størstedelen af problemerne i landets udsatte boligområder. Det skriver Fagbladet Boligen.
Bladet har lavet en rundringning blandt de boligorganisationer, der står bag boligområderne på Rigspolitiets liste over kriminelt udsatte områder. Her svarer to tredjedele, at de har oplevet familier, hvor ældre medlemmer introducerer yngre til bandekriminalitet.
Samtidig svarer halvdelen, at mindst to medlemmer af samme familie er aktive i en lokal kriminel gruppe eller bande.
'Ti virkelig slemme familier'
Undersøgelsen kommer i kølvandet på statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nytårstale.
Her lagde Løkke op til en kamp mod parallelsamfund og proklamerede, at regeringen har som mål at 'afvikle ghettoerne helt' og ikke blot 'lappe på årtiers fejlslagen politik.'
Boligområdet Gellerup i det vestlige Aarhus er et af de steder, hvor enkelte familier skaber store problemer.
- Det er helt klart, at nogle bestemte efternavne går igen og igen i sigtelserne og dommene. Der er familier, der bærer på over 300 sigtelser, siger politikommissær hos Østjyllands Politi Jens Espersen til Fagbladet Boligen.
Den samme tendens ser man i Mjølnerparken i København.
Her er der ti 'virkelig slemme' familier, siger Eskil Dahl Pedersen, der er tryghedschef ved bebyggelsens Tryghedscenter, til Fagbladet Boligen.
Ifølge Jens Espersen opstår kriminaliseringen i familierne, fordi børnene lærer at generere kriminalitet inden for hjemmets fire vægge.
Få begår meget
At det er få kriminelle familier, der skaber problemerne, overrasker ikke fritids- og ungdomsskoleleder Anders Glahn.
Han har med små afbræk blandt andet arbejdet med at holde børn og unge ude af kriminalitet i Gellerup-området siden 1980.
- Vi har nogle familier, der igennem tiden har terroriseret rigtig mange mennesker herude. Det er ikke særlig mange, men de begår rigtig meget kriminalitet, og det er både de voksne, deres sønner og i nogle tilfælde nogle af pigerne, siger han til Fagbladet Boligen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.