HELSINGØR: Helsingør Kommune igangsatte d. 1. februar 2016 projektet 'Den fremskudte borgernære indsats', der har som målsætning at nedbringe antallet af borgere, der bliver sat ud af deres lejebolig, fordi de ikke kan betale deres husleje.
Kun tre mennesker har været nødsaget til at forlade deres lejebolig i 2016 mod 54 i 2015 og 75 i 2014, og det får social- og indenrigsminister Karen Ellemann, der i dag mandag var på besøg i Helsingør for at høre om projektet, til at kalde det for en succes.
- Det ser ud til at fungere rigtig godt med en dedikeret social boligmedarbejder, der går ind og hjælper med at opklare, hvor problemerne ligger for den enkelte person eller familie. Samtidig noterer jeg mig, at der ikke er tale om store investeringer fra kommunens side. Andre kommuner kan med fordel lade sig inspirere, siger Karen Ellemann.
Det fysiske møde gør en forskel
Projektet handler i al sin enkelthed om, at når kommunen bliver bekendt med, at den enkelte borger har svært ved at betale regningerne, bliver der indledningsvis skabt et overblik over borgerens situation. Derefter bliver der lagt en decideret handlingsplan for at bringe borgeren på fode igen. Det borgernære i projektet optræder i selve relationen til borgeren, hvor kommunen har valgt at ansætte en social boligmedarbejder.
Den sociale boligmedarbejder møder fysisk op hos borgeren, og i fælleskab beslutter de, hvordan den enkelte får rettet op på sin økonomiske situation. Ansvaret for at få styr på sit liv ligger stadig hos borgeren, og kommunen skal kun betragtes som en hjælpende hånd.
Borgmester Benedikte Kiær (K) glæder sig over, at kommunen er med til at forebygge og bringe borgeren ud af den kedelige og i mange tilfælde uoverskuelige situation, der også kan gå ud over børnene, hvis der er tale om en børnefamile.
- Når først borgeren bliver sat ud af sin lejebolig, kan det få en række psykiske, sociale og økonomiske konsekvenser, der virkelig belaster den enkelte, siger borgmesteren.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.