De offentlige fagforeninger er tilfredse med udviklingen i overenskomstforhandlinger i forhold til lærerne, meddeler de offentlige fagforeninger under CFU og Forhandlingsfællesskabet. Det var et ultimativt krav, for at andre forhandlinger kunne komme i gang, men det kan de nu, fordi fagforeningerne efter eget udsagn oplever den reelle vilje til forhandling, de efterspurgte.
- Det er den første forudsætning for, at der overhovedet er udsigt til at lande en aftale. Men der er stadig lang vej igen, og vi er langt fra enige om indholdet. Det er det, vi nu skal forhandle videre om. Vi vil fra vores side gøre alt, hvad vi kan, for at opnå en aftale, som lærerne kan være tilfredse med, skriver Anders Bondo Christensen, formand for Lærernes Centralorganisation, i pressemeddelelsen.
Op til forhandlingerne havde fagforeningerne indgået en musketered om, at en reel forhandling af lærernes arbejdstid var et ultimativt krav. I december forlod de forhandlingerne, fordi de ikke følte, at deres modparter i KL og Moderniseringsstyrelsen var klar til at forhandle lærernes arbejdstid.
Det er stadig tilfældet for Moderniseringsstyrelsens vedkommende, mener fagforeningerne.
- På trods af den fælles opfordring fra organisationerne har Moderniseringsstyrelsen endnu ikke udvist vilje til at optage reelle forhandlinger med underviserorganisationerne, skriver Anders Bondo Christensen.
Konflikten bunder i Folkeskolereformen fra 2013, der endte med en lockout af lærerne. Her blev lærernes arbejdstid gennemtrumfet ved lov i et politisk indgreb, der skabte stor harme og forargelse blandt offentligt ansatte. Det er den arbejdstid, som de offentlige fagforeninger vil have tilbage på forhandlingsbordet.
De eksisterende overenskomster for det offentlige område udløber 1. april.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.