Lavere lønninger, kortere uddannelse, lavere karakterer og en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet. Bare et enkelt år i fattigdom i barndommen kan få langsigtede konsekvenser for voksenlivet.
Det konkluderer et nyt dansk studie, der er foretaget af adjunkt på Aarhus Universitet Rune Vammen Lesner og publiceret i et internationalt forskningstidsskrift. Det skriver Dagbladet Information.
- Mit studie viser, at der er relativt store konsekvenser for børn på lang sigt ved at opleve fattigdom, siger Rune Vammen Lesner.
Særlig stor effekt har det, hvis fattigdommen rammer børn i 13-15-årsalderen. I den alder fører et enkelt år i fattigdom til gennemsnitlig 12 procent lavere erhvervsindkomst som voksen.
Årsagen til den lavere indkomst ser ud til at være, at børnene tager kortere uddannelse og kommer tidligere på arbejdsmarkedet.
Danske undersøgelser har tidligere vist, at børn, der oplever fattigdom, klarer sig dårligere end andre børn på en række områder. Men i de studier har det ikke været muligt at isolere årsagen.
Men i Rune Vammen Lesners studie fokuseres på variationer blandt søskende, og derfor kommer man nærmere konsekvenserne af fattigdom isoleret set.
Ifølge Jonas Schytz Juul, analysechef i AE Rådet, er det den metodiske tilgang, som gør studiet banebrydende, når det kommer til den danske fattigdomsforskning.
- Det er det første studie i Danmark, som jeg kender til, der påviser, at det er dét, at børnene er vokset op i fattigdom, der gør, at de klarer sig dårligere som voksne, siger han til Information.
Forskningsdirektør i VIVE og vismand Torben Tranæs siger:
- Det bringer den danske empiri på området nogle store skridt videre i forhold til at kunne identificere den direkte effekt af lavindkomst i barndommen senere i livet, siger han, men tilføjer, at forskningen stadig mangler at isolere effekterne fuldstændigt, fordi den begivenhed, der fører til forældrenes fattigdom, også kan påvirke barnet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.