
Regeringen nedjusterede i løbet af 2016 flere gange forventningen til antallet af flygtninge, der ville søge asyl i Danmark, men fastholdt så sent som i midten af december, at der ville komme i alt 10.000 asylansøgere til Danmark i 2016.
Nu viser en sammentælling foretaget af Politiken, at der kun kom 6300. Tallet har de fundet frem til ved at sammentælle politiets ugentlige tal fra december og de seneste officielle tal for november.
Fejlskønnet forventes at indbringe statskassen et stort millionbeløb, og det vækker harme hos både Socialdemokratiet og De Radikale, der er vrede over, at regeringen gerne justerer asyltallet op og tager penge fra udviklingsbistanden for at finansiere tilstrømningen, men ikke vil sætte det ned, hvis det er for højt sat.
'Lige lovlig smart'
- Jeg er helt sikker på, at vi taler om et trecifret millionbeløb - alt mellem 100 og 400 millioner kr. - og det gør mig virkelig vred. Vi advarede om, at det her kunne ske så sent som i december, siger finansordfører (R) Martin Lidegaard.
Også Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht (S), følger trop:
- Vi var ikke forberedt på den manøvre. Det er lige lovlig smart.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) kunne mandag ikke stille op til interview med Politiken, men ministeriet understreger, at det afgørende er, hvor mange penge der bliver brugt på flygtningemodtagelsen. Og det afhænger af meget andet end antallet.
Det præcise beløb, der er gået tilbage til statskassen, bliver først opgjort i marts.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.