Danmarks Statistik konkluderede i en analyse i april, at næsten hvert andet barn, som kommunerne modtog gentagne og grove underretninger om i 2015 og 2016, ikke fik en social børneforanstaltning – altså en anbringelse, en kontaktperson eller lignende.
I 16 kommuner fik under 40 pct. af samme børnegruppe støtte i form af en foranstaltning fra kommunen, lød det i analysen. Men det sætter DR Detektor nu spørgsmålstegn ved.
Her har man gennemgået tallene fra analysen og konstateret, at den er mangelfuld. Statistikken indeholder nemlig ikke alle de foranstaltninger, kommunerne giver de udsatte børn, 'og derfor kan Danmarks Statistik ikke konkludere, som de gør,' konkluderer DR Dektektor.
Det skyldes, at kommunerne indberetter forskelligt til Danmarks Statistik. 'Nogle kommuner har kun indberettet støtteforanstaltninger, som de køber fra private aktører eller andre kommuner. Det vil sige, at tiltag, hvor kommunerne selv hjælper børnene, efter at have modtaget underretninger ikke nødvendigvis er talt med,' skriver DR, som også kan konkludere, at der er stor forskel på, hvordan kommuner indberetter de såkaldte paragraf 11-foranstaltninger, fordi det er frivilligt at indberette dem. I de samlede tal for støtteforanstaltninger indberettede Aarhus Kommune eksempelvis 1389 §11-foranstaltninger, mens Odense Kommune ikke indberettede en eneste i 2015 og 2016.
Kommuner kan ikke genkende tal
I Faxe, Dragør og Fredensborg fik under 30 pct. af børnene en støttende foranstaltning inden udgangen af 2016. I Faxe var tallet faktisk, at kun 18,2 pct. af de børn, som kommunen havde modtaget flere underretninger om, hvoraf mindst en var grov, fik en social børneforanstaltning.
Men det tal kan man ifølge DRs Detektor slet ikke genkende:
- Det kan simpelthen ikke passe, og det er nogle tal, som vi ikke kan genkende ud fra den praksis, som vi ser i hverdagen, siger Kasper Sonne, chef for familie, social og beskæftigelse i Faxe Kommune.
En lignende besked kommer fra Dragør og Fredensborg.
Danmarks Statistik: kommunerne indberetter selv
Hos Danmarks Statistik melder man på baggrund af dækningen hos DR ud, at man konkluderer på de tal, man får fra kommunerne.
'Artiklen bygger på data fra Danmarks Statistiks register om udsatte børn og unge. Dette register indeholder oplysninger om underretninger og foranstaltninger på det sociale område, som kommunerne er forpligtigede til at indberette til Danmarks Statistik efter ’Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (§82)’,' skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
Alle oplysninger i registeret er indberettet af kommunerne, kvalitetssikret af Danmarks Statistik og derefter skriftligt bekræftet af de enkelte kommuner, inden de indgår i registeret, som er tilgængeligt i Statistikbanken.dk.
Hos Danmarks Statistik konkluderer man derudover, at det ikke er muligt at opgøre, i hvilken udstrækning de undersøgte gentagne underretninger, hvoraf mindst én var grov, gav anledning til opfølgning udelukkende efter § 11.
Derfor konstaterer man nu hos Danmarks Statistik, at der er behov for 'mere fyldestgørende at få afklaret, om § 11 anvendes af kommunerne i betydeligt omfang generelt og som foranstaltning i forbindelse med grove underretninger.'
Sociale børneforanstaltninger
Med sociale børneforanstaltninger menes:
- Alle anbringelser
- Aflastningsophold
- Personlig rådgivning
- Behandling af barnets eller den unges problemer(NY i 2015)
- Fast kontaktperson for den unge alene
- Formidling af praktikophold til unge hos en offentlig eller privat arbejdsgiver
- Tilknytning af koordinator til unge, der er idømt en sanktion
- Ungepålæg
- Fast kontaktperson eller personlig rådgiver for unge over 18 år, som ikke er anbragt men i efterværn
- Personlig rådgiver for den unge i efterværn
- Fast kontaktperson for den unge i efterværn
- Etablering af en udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted. Foranstaltningen omfatter unge i alderen 18 til 22 år og forudsætter, at den unge var anbragt uden for hjemmet umiddelbart inden det fyldte 18 år
- Tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til selvstændig tilværelse for den unge
- Fast kontaktperson til unge anbragt uden samtykke frem til det 18. år, som ikke får efterværn i form af døgnophold)
- Tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, på eget værelse, kollegium eller kollegielignende opholdssteder, jf. § 66, nr. 4, støtte i form af en kontaktperson frem til det fyldte 19. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter stk. 3, nr. 1.
- Skal sørge for at give unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 11, umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes foranstaltninger efter stk. 3.
- Afholdelse af netværkssamråd når en ung under 18 år er mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet. Kommunen skal indkalde den unge, forældremyndighedsindehaveren, eventuelt relevante personer fra netværket og relevante fagpersoner.
- Konsulentbistand, herunder familierettede indsatser.
- Netværks- eller samtalegrupper.
- Rådgivning om familieplanlægning.
- Andre indsatser, der har til formål at forebygge et barns eller en ungs eller familiens vanskeligheder.
- Økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der har behov for særlig støtte
- Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign.
- Udgifter i forbindelse med konsulentbistand efter §11, stk.3 nr. 1)
- Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet
- Familiebehandling
- Etablering af døgnophold for både forældremyndighed, barnet og andre medlemmer af familien
- Etablering af kontaktperson for hele familien
- Støtteperson til forældremyndigheden i forbindelse med barnets anbringelse uden for hjemmet
- Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og pædagogisk støtte
- Økonomisk støtte i henhold til denne paragraf
- Økonomisk støtte til at undgå anbringelse ude for hjemmet eller til at fremskynde hjemgivelse mv.
- Udgifter der kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barn under barnets anbringelse uden for hjemmet
- Udgifter i forbindelse med prævention
- Forældrepålæg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.