Færre skal være socialt udsatte, og flere skal være en del af arbejdsfællesskabet. Sådan lød det, da regeringen mandag lancerede ti nye mål, der sætter retningen for socialpolitikken fremover.
Ifølge regeringen favner de ti mål for social mobilitet bredere og omfatter også grupper af mennesker, der ikke var omfattet af den tidligere regerings sociale mål – fx mennesker med handicap eller psykiske vanskeligheder.
- Vi skal sikre, at alle bliver en del af fællesskabet. Ingen må stå udenfor. Vi skal give den enkelte det bedste afsæt for at nå længst muligt. Derfor sætter regeringen i dag 10 mål for social mobilitet. Målene handler om at se individets særlige værdi, behov og egenskaber. Målene skal sikre, at vi gør det, der virker og får potentialet frem i det enkelte menneske, siger Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).
For ukonkret
Regeringen mangler konkrete målsætninger for, hvor godt indsatsen på socialområdet skal virke. Sådan lyder meldingen fra Jann Sjursen, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte.
- Man har skruet det sådan sammen, at ambitionsniveauet kan tælles i meget få hoveder. Hvis der er bare en hjemløs mindre i 2017, så er det jo en succes ud fra de her målsætninger. Der er det svært at vurdere regeringens ambitionsniveau, fordi der hverken er et målår eller konkrete mål for, hvor meget tingene skal stige eller falde, siger han.
Han mener, at der skal flere penge til, hvis målene skal kunne føres ud i livet.
- Jeg har svært ved at se, at man for alvor kan rykke på det her og vende den negative udvikling uden flere penge og bedre opfølgning med strategier og handleplaner, siger han.
Automatreaktion
Social- og indenrigsministeren ligger dog ikke søvnløs over rådets anbefalinger.
- Jeg har allerede hørt automatreaktionerne med, om der kommer nye penge på bordet. Der vil jeg minde om, at der hvert år bruges 45 mia. kr. på sociale indsatser. Der mangler ikke penge på området. I stedet skal vi arbejde mere konkret med at finde viden om, hvad der rent faktisk virker. På den måde kan vi bruge pengene ordentligt, siger hun og tilføjer:
- Jeg tror ikke, absolutte mål er hjælpsomme, når de skal implementeres lokalt. Hvis man laver meget specifikke mål om, at antallet af hjemløse eksempelvis skal sænkes med 2000, så er det svært i en enkelt kommune at tage ejerskab over en så stor sænkning.
Regeringens 10 mål for social mobilitet:
- Udsatte børn og unges faglige niveau i folkeskolen skal forbedres.
- Flere udsatte unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
- Flere personer med handicap skal i uddannelse og beskæftigelse.
- Flere personer med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer skal i uddannelse og beskæftigelse.
- Flere personer udsat for vold i nære relationer skal i uddannelse og beskæftigelse.
- Færre udsatte unge skal begå kriminalitet.
- Færre skal være hjemløse.
- Større effekt af stofmisbrugsbehandlingen.
- Større effekt af alkoholbehandlingen.
- Flere uden for arbejdsfællesskabet skal deltage i den frivillige indsats.
dc / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.