KØBENHAVN: Borgere i København, der har svært ved at finde en lejebolig, de kan betale, kan nu se frem til, at der fremover skal være flere almene boliger i kommende byggerier.
Et flertal på Københavns Rådhus ændrer nemlig retningslinjerne for boligbyggerier i Københavns Kommune. Det betyder, at der snart kan stilles krav om, at mindre nybyggerier på helt ned til 3.200 kvadratmeter svarende til 40 boliger i fremtiden nu også skal have 25 pct. almene boliger.
Det oplyser Enhedslistens stedfortrædende teknik- og miljøborgmester, Karina Vestergård Madsen, til TV 2 Lorry.
Før var det ellers kun byggerier på mindst 8.000 kvadratmeter - omkring 100 boliger eller større - der var omfattet af kravet.
Det kan give 140 flere almene boliger, hvor der er loft over huslejen, viser beregninger fra teknik- og miljøforvaltningen. Karina Vestergård Madsen siger, at de private nybyggede boliger nu er så dyre, at almindelige mennesker som skolelærere, sygeplejersker og bygningsarbejdere ikke har ikke råd til at bo i dem.
Flere blandede bydele
- Den eneste måde, vi kan sikre, at huslejen bliver til at betale, det er ved at bygge alment. Sådan sikrer vi, at København bliver en rigmandsghetto, men en by, hvor helt almindelige mennesker kan bo, siger Karina Vestergård Madsen.
Hun ser desuden frem til, at flere almene boliger også kommer til at betyde flere blandede bydele med både almene og private boliger.
Kun Jakob Næsager (K) har stemt imod beslutningen om at ændre retningslinjerne. Der er ikke behov for 25 pct. almene boliger, og så går det også ud over særlige grupper af borgere, når kommunen støtter almene boligbyggerier med det såkaldte grundkapitaltilskud, siger han.
- De almene boliger, der skal opføres, skal være ældreboliger og studieboliger, og så skal der være nogle, der er social anvisningsret til. Når vi opfører almene familieboliger, så betyder det, at folkepensionisten og den studerende er med til at betale for at folk, der går på arbejde, kan bo billigt. Det vil vi ikke være med til. Det, synes vi, er urimeligt, siger Jacob Næsager.
Sagen forventes endeligt behandlet i Borgerrepræsentationen den 12. december 2019.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.