dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Thomas Vilhelm, Ritzau Scanpix

Flest i 11 år: Mænd indtager pædagogjob i daginstitutioner

Nogen vil juble over, at antallet af mandlige pædagoger i daginstitutioner er steget. Men der er intet videnskabeligt belæg for at sige, at børn har brug for både mandlige og kvindelige rollemodeller, siger forskere
9. OKT 2018 16.00

Håbet om at få flere mandlige pædagoger i daginstitutionerne stiger, men det går langsomt. Andelen af mandlige pædagoger topper for første gang i elleve år, viser tal fra Kommunernes og Regioners Løndatabase, som kommunen.dk har bearbejdet.

I år er andelen toppet med 18,6 pct., når man omregner til fuldtidsstillinger, mens den i 2007 lå på 16,9 pct. Især i hovedstadsområdet, i Aarhus, Aalborg og på Fyn er der mange mandlige pædagoger. Blandt pædagogmedhjælperne er 22 pct. mænd.

Gennem flere år har der kørt en diskussion om, at det er en ‘udfordring’ og et ‘problem’, at der ikke er flere mandlige pædagoger i daginstitutionerne. Argumentationen bygger blandt andet på, at børnene mangler både mandlige og kvindelige rollemodeller at spejle sig i.

Men det argument er der ikke videnskabeligt belæg for, lyder det fra to forskere i pædagogik og sociologi, Steen Baagøe Nielsen og Peter Østergaard Andersen, der begge påpeger, at debatten er langt mere kompleks end som så.

Ensformighed præger debatten
Ifølge Peter Østergaard Andersen er diskussionen forenklet, så de, der vil ændre noget, i sidste ende kommer til at lukke af for det, de reelt vil - at skabe større mangfoldighed og ligeværdighed.

- Mange forskere vil sige, at man er med til at forenkle nogle langt mere facetterede forskelligheder af, hvad det vil sige at have en kønskarakter. Hvor det bliver stereotypt, når man entydigt deler op i det mandlige og det kvindelige uden, at det diskuteres, hvad der mere præcist menes med det. Man overvejer ikke om der fx findes kønskarakteristika uden for det entydigt mandlige og kvindelige, forklarer han.

I Peter Østergaard Andersens forskning har han gennem interviews med pædagoger en fornemmelse af, at nogle af dem fastholder forholdsvise traditionelle og entydige forestillinger om køn.

- Mænd betragtes ofte som handlingsorienterede og kvinder som omsorgsfulde. Det er de traditionelle familiemæssige stereotyper, der gentages, og måske endda er fra en svunden tid. Det kommer bag på mig, at der for en hel del pædagoger tilsyneladende er en accept af, at det er sådan, mandlige og kvindelige pædagoger bare agerer, siger han og tilføjer, at der selvfølgelig også er pædagoger, der har mere nuancerede vurderinger.

Steen Baagøe Nielsen bakker op om, at debatten er alt for ensformig og for traditionel, og påpeger, at der ikke er noget forskning, der konkret peger på, at det er afgørende for børnene at spejle sig både i mænd og kvinder samt at mangfoldighed bør forstås bedre.

Andre forhold spiller ind
I 2016 igangsatte Undervisningsministeriet en kampagne for at få flere mænd i daginstitutionerne. Den byggede på en undersøgelse fra AFK, der pegede på, at andelen af mandligt personale i daginstitutionerne havde betydning for børns læring på sigt.

Tallene viste, at især drengene, der havde haft mandlige pædagoger, fik bedre karakterer i sprog ved folkeskolens afgangseksamen.

Sådanne undersøgelser forholder Peter Østergaard Andersen sig dog kritisk til, da han mener, at man indskrænker noget langt mere komplekst.

Daværende undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) nedsatte samtidigt med undersøgelsen ‘Udvalget om Ligestilling i Dagtilbud og Uddannelse’, der havde til formål at identificere udfordringerne og foreslå initiativer, der kan kunne hjælpe til bedre udvikling. Dog har udvalget ikke været aktivt siden sommeren 2017.

- Det er ærgerligt, at arbejdet tilsyneladende er blevet henlagt af den siddende minister, siger Steen Baagøe Nielsen med henvisning til nuværende undervisningsminister, Merete Riisager (LA).

Handlinger er afgørende, ikke køn
Ifølge Steen Baagøe Nielsen og Peter Østergaard Andersen har drenge og piger brug for, at der gøres forskellige ting i daginstitutionerne, som de kan spejle sig i.

- Det handler om handlinger og ikke køn. Børnene spejler sig i det der gøres. Det er pædagogernes handlinger, der er med til at forme barnet, ikke om pædagogen rent biologisk er mand eller kvinde, forklarer Peter Østergaard Andersen.

Selvom stigningen af andelen af mandlige pædagoger i daginstitutioner går langsomt, går det trods alt fremad. Peter Østergaard Andersen tror ikke, man kan fremskynde processen synderligt meget, da han forbinder udviklingen med, hvordan vores samfund udvikler sig.

- Men så længe vi bliver mere og mere bevidste om, at køn er foranderligt, og køn er et aspekt af alt det, vi gør, så tror jeg på, at udviklingen fortsætter. Der sker generelt en større inddragelse af fædre og mænd. Det bliver formentlig mere og mere legitimt at være en mand, der også udøver omsorg, og det kan godt blive tydeligere i daginstitutionerne, siger han.


Abonnenter kan læse hele historien på kommunen.dk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/flest-i-11-r-maend-indtager-paedagogjob-i-daginstitutioner

GDPR