dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Flygtninge afskæres fra at arbejde med børn

Aarhus Kommune tillader ikke flygtninge at arbejde med børn under 15 år, fordi de ikke har børneattester

AARHUS / FREDERIKSBERG: En stor del af det offentlige arbejdsmarked kan blive lukket land for tusinder af flygtninge, fordi de ikke kan påvise de børne- og straffeattester til personer, det kræves at arbejde med børn under 15 år, skriver Berlingske. Advarslen kommer fra KL, der tager problemet med til de såkaldte topartsforhandlinger med regeringen om kommunernes integrations­indsats, der begynder torsdag.

- Problemet er, at en flygtnings børne­attest er tomme oplysninger. Flygtningens liv inden ankomsten hertil er helt ubeskrevet, siger formanden for KL's løn- og personaleudvalg, Høje-Taastrup-borgmester Michael Ziegler (K) til Berlingske.

I Aarhus Kommune stoler man ikke på børneattesterne og tager konsekvensen: Flygtninge afskæres fra job i for eksempel skoler, daginstitutioner og fritidsordninger. End ikke pedeljob eller gartnerarbejde må de få, oplyser børnerådmand Bünyamin Simsek (V).

Ufravigeligt krav
- Vi tager ingen chancer. Det er helt usandsynligt, at Aarhus Kommune vil tilbyde praktikpladser til flygtninge på børneområdet, siger Bünyamin Simsek, der ser børneattester som et ufravigeligt krav for adgang til at arbejde med børn. Attesterne skal reelt dokumentere personens fortid, understreger han.

Frederiksberg Kommune har forelagt undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) problemet. Frederiksberg ønsker ligesom KL, at regeringen tager stilling. Imens overvejer man på Frederiksberg, om psykologsamtaler som supplement til mangelfulde børneattester kan bane vejen til job på børne­området for flygtninge.

Børneattester blev indført som lovkrav i 2005 for at skabe sikkerhed for, at dømte sædelighedsforbrydere ikke kan arbejde med børn under 15 år.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/flygtninge-afskaeres-fra-at-arbejde-med-boern

GDPR