

Der er to færre boligområder på den såkaldte ghettoliste, så der nu er i alt 31 områder i Danmark, der kan betegnes som en ghetto. Det viser den årlige opgørelse fra regeringen.
Fem nye boligområder er kommet til på listen. Det drejer sig om Lundtoftegade, Degnegården og Sjælør Boulevard i København, Karlemoseparken i Køge og Præstebakken/Syrenparken i Esbjerg.
Syv områder er derimod forsvundet fra listen. Her er der tale om Aldersrogade i København, Nivåhøj i Fredensborg, Ladegårdsparken i Holbæk, Solbakken i Odense, Nørager/Søstjernevej i Sønderborg, Løget By i Vejle og området omkring Glarbjergvej i Randers
Ifølge minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) skyldes faldet antallet af dømte personer, men der kan også spores en positiv udvikling helt generelt i de udsatte boligområder i forhold til beskæftigelse og indkomst, lyder det fra ministeren.
- Det er en rigtig god nyhed, at det nu ser ud til, at vi har knækket kurven. Regeringen har gjort en massiv indsats for at skabe gode boliger, tryghed og fællesskab i de udsatte boligområder, og den indsats ser nu ud til at virke, siger Carsten Hansen i en pressemeddelelse.
- Selv små forbedringer i antallet af beboere med tilknytning til arbejdsmarkedet gør en forskel. Det er det allervigtigste for et boligområde, at så mange af beboerne som muligt har noget meningsfyldt at stå op til om morgenen, siger han.
Ghettolisten opgøres på baggrund af fem kriterier, hvoraf mindst tre skal være opfyldt.
De fem kriterier handler om et områdes tilknytning til arbejdsmarkedet, antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven og lov om euforiserende stoffer, uddannelsesniveau og indkomst.
Kriterierne blev justeret i foråret, hvilket dengang betød, at antallet af boligområder på listen gik fra 40 til 33.
Ritzau
FAKTA: Særligt udsatte boligområder
Listen omfatter almene boligområder med mindst 1.000 beboere, der opfylder tre ud af fem kriterier:
- Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 pct. (gennemsnit for de seneste to år)
- Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.
- Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. af beboere på18 år og derover (gennemsnit for de seneste to år).
- Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe
- Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen
Den første liste efter de nye kriterier blev udgivet den 1. februar 2014.
Kilde: Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter
Se liste over særligt udsatte boligområder pr. 1. december 2014
Se tidligere lister over særligt udsatte boligområder
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.