
AARHUS: Frivillighed er det nye sort i danske kommuner. Ældre borgere rejser flaget på lokalcentret, eller pensionister hjælper folkeskoleelever med at lære at strikke i håndarbejde. Men der er udfordringer for frivilligheden, når fagbevægelsen frygter for deres job, eller de frivillige har svært ved at blive forsikrede. Det vil sundhedschef i Aarhus Kommune, Annemarie Zacho-Broe, gøre noget ved.
Hun er det eneste nye medlem i Frivilligrådet, som ikke selv kommer fra frivilligområdet.
- Jeg tror, det er godt, at mit perspektiv også er repræsenteret. Hvis frivilligsektoren kun taler med hinanden, kommer vi ikke videre. Hvis vi gerne vil den her samskabelse, er begge parter også nødt til at være til stede. Det kræver, at vi lytter til hinanden med alle de perspektiver, der er.
I Aarhus har de stor erfaring med frivillighed. Antallet af frivillige - især på ældreområdet - er steget markant og de sidste syv-otte år har forvaltningen haft en bevidst strategi om at vende vrangen ud på kommunen og hive frivillige ind. Derfor har kommunen ansat ni frivilligkoordinatorer.
- For at det er godt at være frivillig her, er det vigtigt, at der er nogen til at varetage samarbejdet.
Det er jo ikke kun vores ansatte, som kan yde god velfærd.
Vi kan ikke gøre folk mindre ensomme
I Aarhus bliver frivillige især brugt i indsatsen mod ensomhed, som er en stor udfordring i byen.
- Jeg ved ikke, om det er fordi man bor i lejligheder, men man kommer i hvert fald ikke hinanden lige så meget ved, som de gør i de små byer. Vi har mange ældre, som er ensomme, og for dem betyder det meget, at der kommer nogen og har lyst til at indgå i et fællesskab - og så betyder det ikke så meget, om der er tale om en frivillig eller en ansat. Det er borgere, som vil noget med hinanden.
- Vi kan ikke alene gøre folk mindre ensomme fra kommunens side. De bliver ikke nødvendigvis mindre ensomme af, at vores ansatte kommer der. Men borgere, som kommer der af egen fri vilje, kan være med til det.
For 10 år siden, tænkte man, at de frivillige var ude i foreningerne. I dag taler man meget mere om medborgerskab og borger-til-borger.
Frivillighed er også for dem, som skal hjælpes
Det kom som en glædelig overraskelse, da Annemarie Zacho-Broe fik en opringning fra Socialministeriet om, hvorvidt hun ville sige ja, hvis hun blev spurgt, om hun ville være med i Frivilligrådet. Men det ville hun da gerne.
- Jeg tænker, at grunden til, at de vælger en person fra kommunalområdet, er, at der er stor debat om samskabelse mellem det frivillige og det offentlige.
Med en baggrund hos Ungdommens Røde Kors som lokalformand i Aarhus og involveret i både afrikaprojekt og sommerlejre for udsatte børn har hun frivilligheden inde på livet.
Og hun ser det ikke kun som en indsats, der kun kan ydes af personer, man normalt betegner som overskudsmennesker.
- Nogle af dem, som er frivillige i dag, er sådan nogle, man før i tiden ville tænke havde brug for hjælp fra andre. Nu vender vi det om og siger, at der er brug for alle. Man behøver ikke være frivillig i 20 timer om ugen. Det kan godt bare være at hejse flaget på lokalcentret eller vande blomsterne. Bare dét at der er nogen, som venter på en. Dét betyder noget.
Væk med barrierer og parallelindsatser
Derfor skal det være nemt at være frivillig. Lige nu kan kommuner som ønsker det ikke forsikre deres frivillige, og frivillige, som ønsker at søge penge til aktiviteter, skal igennem en lang og besværlig bureaukratimaskine. Dét vil Annemarie Zacho-Broe lave om på:
- Jeg vil også arbejde mod nogle af de barrierer, der er for frivillighed. Det er hamrende ærgerligt, at frivillige ikke kan forsikres, for det er sådan nogle små ting, som bremser arbejdet. Og det er vigtigt, at vi passer på de folk, som kommer og yder en indsats.
- Og så tænker jeg, at vi kan lære meget af foreningerne. Jeg har selv en fortid i foreningsregi og, jeg synes virkelig, der laves meget nyskabelse i foreningerne. Som i idrætsområdet, der tager ansvar for at skabe rammer for sunde børn. I stedet for at vi laver to parallelle indsatser, som aldrig mødes - hvad vil det så ikke kunne ske, hvis vi arbejder sammen? Måske vi vil få meget mere ud af vores ressourcer.
Og så skal borgerne tænkes ind i de frivilligindsatser, kommunerne laver. For hvis borgerne ikke er med i udviklingen af frivilligstrategien og ikke tager ejerskab, så bliver det et skrivebordsdokument.
- I vores organisation er vi meget fagligt dygtige. Men vi skal også vende den om, og tænke borgernes perspektiv ind. Det vil jeg gerne bedrage med ind i frivilligrådet og samtidigt udfordre mine medkommunefolk til at tænke ud af boksen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.