44 pct. af kommunerne regner med at ansætte flere fysioterapeuter i 2015, og kun 2 pct. forventer færre. Samtidig er det kun 13 pct., der forventer at ansætte flere sosu'er, mens 28 pct. satser på færre. Det viser en undersøgelse blandt 60 af de kommunale ældrechefer, som fagforeningen Danske Fysioterapeuter har lavet, skriver Avisen.dk.
Ældre Sagen genkender udviklingen. Her er man overordnet enig i, at ældre så vidt muligt skal hjælpes til at klare sig selv, men advarer imod, at rehabilitering bliver et tilbud, som den ældre ikke kan afslå uden at miste retten til almindelig hjemmehjælp.
- For eksempel ser vi på Københavns Kommune med bekymring, fordi ældre kan miste retten til hjemmehjælp, hvis de afslår rehabilitering. Den enkelte ældre skal være motiveret, før der kommer noget godt ud af det, siger chefkonsulent Olav Felbo til Avisen.dk.
7.000 færre
Med 78.000 kommunale stillinger udgør de gammeldags hjemmehjælpere - eller 'sosu'er' - forsat den suverænt største faggruppe i ældreplejen. Men i løbet af de sidste fem år er der blevet 7.000 færre.
I samme periode er der kommet 3.500 flere stillinger inden for det sundhedsfaglige personale, som blandt andet dækker over sygeplejesker, fysioterapeuter, ernæringsassistenter og ergoterapeuter.
Fysioterapeuternes fagforening er begejstrede ved udsigten til flere job til deres medlemmer, men det er også den rigtige vej at gå for både kommunernes økonomi og de ældres trivsel, mener de.
Kræver investering
- Der bliver 50 pct. flere ældre frem mod 2030, og hvis ikke vi hjælper dem til at blive så aktive som muligt, har vi ikke ressourcer nok til at pleje dem, der virkelig trænger, siger formand Tina Lambrecht til Avisen.dk.
Hjemmehjælpernes fagforening FOA mener, at terapeuterne er ved at få lidt for høj status. Formand Dennis Kristensen understreger, at sosu-personalet faktisk er uddannet til at varetage mange af de opgaver, som nu lægges i andre varme hænder, siger han ifølge Avisen.dk. KL mener, at flere selvhjulpne ældre er en forudsætning for at klare opgaverne med flere ældre:
- Vores tilgang er, at man skal investere i at få mennesker op på det funktionsniveau, man optimalt set kan få dem op på. Hvis man møder et 30-årigt trafikoffer, vil ingen stille spørgsmålstegn ved, om vedkommende skal genoptrænes. Sådan skal vi også betragte de ældre, siger Christian Harsløf, der er chef på social- og sundhedskontoret til Avisen.dk.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.