
AALBORG: Hvis tilhørerne havde ventet svar på spørgsmålet 'hvor går grænsen for frivilligt arbejde?' er de gået skuffede fra debatten på KLs sociale temamøde med netop den overskrift. For ingen af de tre paneldeltagere trak grænsen. De var enige om, at grænsen er flydende, og at den flytter sig i takt med udviklingen i samfundet.
Silkeborgs borgmester Hanne Bæk Olsen (S) fortalte, hvordan byrådet har vedtaget en frivilligstrategi, som tegner nogle overordnede rammer for kommunalt ansattes samarbejde med frivillige. Spillereglerne er aftalt med de faglige organisationer og har som udgangspunkt, at inddragelse af frivillige skal give mening:
- Men vi kan ikke styre afgrænsningen, det flytter sig undervejs, sagde hun. Og det tilsluttede de to øvrige paneldeltagere sig.
Offentligt ansatte arbejder frivilligt
Silkeborg Kommune har spurgt medarbejderne om deres syn på frivillighed. En tredjedel af de knap 6000 medarbejdere besvarede spørgsmålene, og af dem svarede 96 procent, at de oplever, at samarbejdet med frivillige gør en positiv forskel. Og så viste undersøgelsen i øvrigt at hver tredje af dem selv udfører frivilligt arbejde, når de stempler ud fra kommunen.
Samme positive vurdering af frivillige kunne sektorformanden for social- og sundhedssektoren i FOA, Karen Stæhr, berette om. FOAs medlemmer blev spurgt i september sidste år, og 89 pct. af dem svarede, at frivillige forbedrer hverdagen for brugerne. Og hver femte FOA medlem inden for området udfører selv frivilligt arbejde.
Frivillige tager det sjov
Karen Stærh talte også for behovet om, at der mellem kommunerne og de faglige organisationer aftales spilleregler. Hun kritiserede de kommuner, der har ansat frivilligheds-koordinatorer og selv rekrutterer frivillige:
- Vi synes de frivillige skal organisere sig selv, sagde hun. Hun sagde også, at 'frivillige kan noget, som de fagprofessionelle ikke kan, og omvendt'. Og så pegede hun på et problem:
- Medlemmerne er bange for, at de frivillige tager de sjove opgaver, så de selv står tilbage med de tunge.
Direktør i Psykiatrifonden og formand for Frivillighedsrådet, Vibe Klarup Voetmann, talte om frivilligt arbejde som en 'ideologi':
- Tanken om fællesskaber og at alle har noget at bidrage med, er noget vi skal hylde. Jeg ser det ikke som om, at frivillige tager det sjove fra de fagprofessionelle. Jeg ser det som, at kommunerne får en gigantisk chance for at udvikle, hvordan hjælpen til borgerne skal hænge sammen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.