
HOVEDSTADEN: Det skal være slut med børn i smerter og sygeplejersker, der ikke får bearbejdet, når patienter pludseligt dør på gangene. Sådan lyder det nu fra regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), efter Avisen.dk de seneste dage har kunnet fortælle om barske psykiske arbejdsmiljøproblemer på to sygehuse i regionen.
Hvidovre Hospital og Nordsjællands Hospital Hillerød har således fået i alt fem påbud, da Arbejdstilsynet kom på besøg sidste sommer.
- Jeg er glad for, at Arbejdstilsynet har taget rundt og afdækket de her ting, for vi kan kun reagere, når vi ved, der er et problem, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Hun forklarer, at rapporterne har været med til at sætte psykisk arbejdsmiljø på dagsordenen på det kommende regionsrådsmøde.
- Det har også givet os mulighed for at sætte ind med nogle ting, der gerne skulle gøre patientsikkerheden højere, end det er beskrevet her. For det er jo ikke i orden, siger hun helt specifikt om Avisen.dk's artikler om arbejdsforholdene for læger og sygeplejersker på Børnemodtagelsen på Hvidovre Hospital.
Barn blev tilset for sent og røg i respirator
På Hvidovre Hospital fortæller medarbejderne til Arbejdstilsynet, at der er en generel oplevelse af, at arbejdet i 80-90 pct. af tilfældene ikke er forsvarlig udført.
Der er så travlt, at et barn havde behov for respirator, fordi det blev tilset for sent. Formanden for Region Hovedstaden fortæller dog, at der lige nu er særlig fokus på akutmodtagelserne i regionen. Der er blandet andet blevet ansat flere læger på Børnemodtagelsen på Hvidovre Hospital. Det skal sikre, at der er ordentlig styr på, hvornår et barn er ordentligt smertedækket.
Historierne fra Region Hovedstaden er de seneste i en lang række af sager om dårligt psykisk arbejdsmiljø på landet sygehuse. Hele 101 gange har Arbejdstilsynet i den forbindelse uddelt påbud fra januar 2014 til januar 2015.
Regioner allerede økonomisk pressede
På Nordsjællands Hospital Hillerød er det debriefingen efter blandt andet pludselige dødsfald på gangene, den er gal med.
'Medarbejderne oplyser, at de ikke når at bearbejde alle de voldsomme dødsfald, de oplever,' skriver Arbejdstilsynet i deres rapport. Også det skal der gøres noget ved, mener Sophie Hæstorp Andersen.
Hun forklarer, at Regionsrådet allerede har sat otte mio. kr. af til 'at sætte ind, hvor arbejdsmiljøet er dårligt'. Og det forpligter ledelserne på de enkelte afdelinger. Hun sætter sin lid til, at de tager sig af problemerne.
Landets fem regioner er dog voldsomt presset på pengepungen. I Region Midtjylland har man varslet op mod 700 fyringer i sundhedssektoren, efter regionen har fremlagt en spareplan på 699 mio. kr. Også i Region Hovedstaden strammer man bæltet, og det er med til at udfordre personalet hver eneste dag, erkender Sophie Hæstorp Andersen.
- Det er ingen hemmelighed, at vi har voldsomme spareplaner, og der har også været nogle problemer med overbelægninger. Men det ændrer ikke på, at vi skal kunne bakke ordentligt op om personalet, siger hun.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.