
Det kan føre til konflikt og tillidsbrud, når kommunens ansatte og psykisk sårbare borgere sidder over for hinanden. Men hårde situationer bliver i nogle tilfælde mildnet af en frivillig bisidder til borgeren.
Det er oplevelserne både hos kommunerne og i Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet, som nu vil undersøge effekten af frivillige bisiddere nærmere.
- Hverken handicaporganisationer eller kommuner har evidensbaseret viden om, hvordan de frivillige bisiddere arbejder, og hvordan de adskiller sig fra de professionelle. Med undersøgelsen får vi nødvendig viden til at udvikle den frivillige bisidderfunktion. Det vil gavne både psykisk sårbare, kommunerne, jobcentrene og velfærdssamfundet som sådan, siger Holger Kallehauge, formand for Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet.
Borgere er presset i forvejen
Undersøgelsen bliver lavet i udvalgte kommuner på tværs af geografi, demografi, erhverv, alder mm. Blandt andre er Rødovre Kommune med i undersøgelsen, hvor kommunens ansatte oplever, at det kan være problemfyldt at skabe en god kontakt med borgerne.
- Når borgeren møder kommunen, fx i jobcentret, står borgeren som regel i en presset situation, hvor rigtig meget er på spil i et komplekst forhold mellem rettigheder, lovgivning og muligheder. Det er ikke mindst tilfældet, når borgeren er psykisk sårbar, og selvtilliden står og falder med, om der kan skaffes et job, som både den psykisk sårbare og arbejdsgiveren får noget ud af, fortæller Rødovre Kommunes socialdirektør, Ole Pass, der også er landsformand for Foreningen af Socialchefer i Danmark.
Og her udgør frivillige bisiddere ofte en stor forskel, mener Ole Pass.
- Bisidderen hjælper borgeren med at lytte, stille spørgsmål og fremføre de argumenter, der hjælper borgeren bedst. Den gode bisidder kan udrette mirakler, og den dårlige kan gøre mødet til en kampplads. Vi vil gerne vide, hvad der virker, og hvad der ikke virker, ligesom vi har brug for at vide, hvilke kompetencer de frivillige bisiddere har brug for nu og i fremtiden, siger han.
Undersøgelsen vil blive afsluttet og offentliggjort i efteråret 2014. Undersøgelsen er støttet af midler fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
hns
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.