Hvad med et personligt ombud som i Sverige?

Den socialpolitiske debat i Danmark har nået et nyt lavpunkt. Enkeltpersoner bliver i debatten gjort til symboler på alt, hvad der er galt alt i systemet. Carina er den snotforkælede. Robert er dovendyret. Begge har de hænderne langt ned i skatteydernes lommer. Fra højrefløjen lyder det, at de er et produkt af taberfabrikken velfærdsstaten. Dagpengemodtagerne er til gengæld de nye udsatte i Danmark. Den håndværker, der mister jobbet, men både har kone med indtægt, hus og bil er pludselig et socialt tilfælde, lyder det indigneret fra venstrefløjen.

Debatten er forstemmende. Selvfølgelig er der behov for at følge op på ledige kontantshjælpsmodtagere, så de ikke sidder i systemet årevis. Naturligvis er ledige mere sårbare i en krisetid og har brug for hjælp til at komme i job igen hurtigt.
Ikke desto mindre er der brug for proportioner i debatten. Der er brug for, at nogle taler de gruppers sag, som ikke kan mobilisere den brede middelklasses protester.

Regeringen har i det sidste år gjort meget. Afskaffelsen af fattigdomsydelserne har især bidraget til at forbedre levevilkårene for de fattigste i vores samfund. Ikke desto mindre har vi stadigt langt endnu.

Tænk på de hjemløse. De udsatte børn. De fattige ældre. Bare i 2011 skete der en stigning i antallet af hjemløse på seks pct. Af dem er over halvdelen unge i gruppen 18 til 24 år. Vi er i færd med at i at tabe en gruppe af unge for livet, og en sådan udvikling kan vi som samfund ikke acceptere.

Personligt ombud
Det handler dybest set om myndighed. Vi skal som samfund sætte den enkelte i stand til at trodse sine sociale og sundhedsmæssige begrænsninger og træffe valg på egne vegne.

Det kræver, at vi skaber et system, hvor de mest udsatte i vores samfund ikke farer vild i systemet og ender med at ryge ud af det. Det kræver noget af systemerne, men det kræver også, at vi tør give den støtte og rådgivning, der gør den enkelte i stand til at identificere og formulere sine behov over for systemet.

Et skridt på vejen kunne være at indføre et personligt ombud som man har det i Sverige. Det skal være en instans, som kan myndiggøre den enkelte over for systemet, når det handler om personens juridiske rettigheder, sundhed og sociale forhold. Måske vil det koste flere penge i første omgang, men erfaringerne fra Sverige viser, at et personligt ombud kan bidrage til at reducere udgifterne væsentligt over tid. Det er den slags løsninger, vi har brug for flere af.

Ikke kolde hjerter
Kritikere af Radikale Venstre har på det seneste gjort et stort forsøg på at fremstille os radikale som koldhjertede markedsfikserede liberalister. Intet kunne dog være længere fra virkeligheden. I Radikale Venstre har vi en stolt tradition for bekymre os om de svageste i det danske samfund.

Der går en lige linie i vores sociale indignation fra Ove Rode over Aase Olesen til i dag. Derfor siger vi det også klart, både til os selv og til andre: en modig reformkurs står ikke i modsætning til den sociale indignation.Tværtimod er vi tilhængere af reformer, fordi de fortsat giver os råderummet til og muligheden for at hjælpe de svageste i vores samfund.

Regeringen lægger op til, at den i den kommende tid vil sætte ambitiøse mål for den sociale indsats. Det er virkelig positivt. Hvis vi vil løse Danmarks udfordringer er det bydende nødvendigt, at vi holder hovedet koldt og hjertet brændvarmt.


Emil Dyred, Folketingskandidat for Radikale Venstre i Odense Øst og Svendborg-Langeland

Indlægget er bragt som Synspunkt i Fyens Stiftstidende