dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Foto: Mikkel Berg Pedersen, Polfoto.

Hvem betaler kommunerne for den akutte flygtningeindsats?

Grænsekommunerne har haft en række udgifter til indkvarteringen af de flygtningene, der siden søndag er vandret til Danmark fra Tyskland. Nu venter regningen, men hvem skal betale?

AABENRAA / LOLLAND: Siden søndag er 3.200 flygtninge vandret og sejlet ind over den danske grænse fra Tyskland. De kommunale beredskab har stillet op med mandskab, madrasser, bleer og tandbørster. Hvordan regningen skal betales, må ordnes senere, og indtil videre melder alle hus forbi, undtagen Rigspolitiet, som det ikke har været muligt at få i tale.

Kommunerne er imidlertid sprunget på opgaven, uden at tænke nærmere over, hvem der i sidste ende skulle betale.

I Aabenraa Kommune fortæller beredskabschef Jarl Vagn Hansen, at selvom kommunen opfatter opgaven som uden for beredskabsloven, har man valgt at handle loyalt over for politiets ordre. Dog med en understregelse under, at opgaven ikke hører under beredskabsloven.

Blandt andet har Aabenraa Kommune valgt at stille den lukkede skole Frøslev-Padborg Skole til rådighed til indkvartering af flygtninge. Og på en skole er der jo ikke normalt det udstyr, man har brug for, når folk skal indlogeres. Så beredskabet har stillet med mænd og materiel.

- Vi har et beredskab, som er tilegnet nødstedte. Herunder mener vi som sådan ikke flygtninge hører. Men vi vil rigtigt gerne hjælpe, og derfor bruger vi selvfølgelig beredskabet til de her opgaver alligevel. Så lige nu øremærker vi hver en regning ‘flygtninge', og så må kommunen finde ud af, hvor de penge skal komme fra i sidste ende.

Presset falder
Jarl Vagn Hansen skal fra 1. januar dække hele beredskabet i Sønderjylland som en del af beredskabsreformen. Men indtil da er det den enkelte kommune, der står for de udgifter, der er i forbindelse med flygtningestrømmen.

- Men vi har fået hjælp fra de tre andre kommuner med at stille mandskab, så hvordan det skal løses økonomisk, må vi finde ud af derefter.

Ifølge beredskabschefen bliver beredskabet ved med at yde en indsats på området, så længe politiet beder om det.

- Men udviklingen i sagen har gjort, at flygtninge har fået frit lejde til at rejse videre. Dermed er presset på os lettet gevaldigt, og jeg tror operationen snart er ovre.

Lolland: Udlændingestyrelse bør betale
I Lolland Kommune forventede man fra starten, at Udlændingestyrelsen afholdt de udgifter, som der var forbundet med flygtningestrømmen.

- Vi har løst opgaven for politiet og Udlændingestyrelsen, som har gået på at sikre, at flygtningene har fået tag over hovedet, mad at spise og et toilet, de kunne gå på. Vi mener derfor, at det er Udlændingestyrelsen, der må afholde den udgift, siger beredskabschef Peter Søe.

Man har derfor samlet alle udgifter, som i Aabenraa, i en samlet kontostreng, og forventer herfra at finde ud af, hvordan afregningen kommer til at foregå.

På borgmesterkontoret i Aabenraa forventede borgmester Thomas Andresen (V) også, at Udlændingestyrelsen ville tage sig af udgifterne. Men hos Udlændingestyrelsen melder man hus forbi. ‘Tag fat i Rigspolitiet', er meldingen herfra. Det tager borgmesteren med ophøjet sønderjysk ro.

- Jeg håber så sandelig, at når man har et nationalt problem og beder kommunen om hjælp, så lader man selvfølgelig ikke kommunen hænge på regningen. Jeg regner stærkt med, at man vil tage det ansvar og anerkender at landegrænsen er et nationalt anliggende, siger Thomas Andresen. Derfor vil han nu tage diskussionen med den involverede parter og finde en løsning på, hvem der skal dække det mandskab og materiel, som kommunen har haft udgifter til.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Rigspolitiet.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/hvem-betaler-kommunerne-for-den-akutte-flygtningeindsats

GDPR