AARHUS: Social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom (SF) skærper nu indsatsen mod socialt bedrageri med en række temakontroller, som gennemføres løbende i 2016, og erfaringerne herfra vil indgå i udviklingen af den permanente kontrolindsats.
- Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at det er totalt no go, når nogle snyder sig til penge, de ikke har krav på. Pengene går fra fællesskabets kasse og betyder, at der bliver færre penge til dem, der virkelig har behov for hjælp. Den seneste tid har afsløret et parallelsamfund, hvor det er blevet legitimt at snyde, og det skal vi på ingen måde acceptere, udtaler Thomas Medom.
Der er tale om præcisionskontroller af afgrænsede områder, hvor indsatsen efter forvaltningens vurdering giver bedst mening.
Ikke mistænkeliggørelse
- Jeg deltager ikke i den kollektive mistænkeliggørelse af borgere uden for arbejdsmarkedet, som mange blå politikere lægger for dagen. De skyder med spredehagl, og det kommer der sjældent noget godt ud af, siger Thomas Medom.
Temakontrollerne gennemføres på fem områder: Bopæl, Udlandsophold, Virksomhedskontrol, Formuekontrol samt Førtidspension.
- Socialt bedrageri er et emne, der virkelig kan bringe sindene i kog. Nogle vil altid stramme kontrolskruen en tand mere, mens andre frygter et kontrolsamfund, der driver klapjagt på borgere uden for ar- bejdsmarkedet. For mig er det vigtigt, at vi holder balancen, så vi sikrer en effektiv kontrol med de fælles midler, uden at man som ledig eller pensionist skal føle sig unødigt mistænkeliggjort, skyldig eller flov, siger Thomas Medom.
pv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.