dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Regeringen skærer på tilsyn - rådmand vil finde penge til egen kontrolgruppe

Odense-rådmand vil finde penge til en kommunal kontrolgruppe, der skal holde øje med svindel på blandt andet bosteder.
17. SEP 2025 12.07

ODENSE: Over det seneste år har blandt andet Kommunen.dk og Politiken kunne afsløre flere sager med omfattende snyd med offentlige midler på flere af landets bosteder.

For nylig fremgik det i en efterretningsvurdering fra National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som Politiken og Kommunen.dk har fået indsigt i, at der er "indikationer på, at blandt andet private anbringelsesinstitutioner, men også øvrige typer private socialtilbud, såsom krisecentre, indgår som led i alvorlig økonomisk kriminalitet, herunder svindel med offentlige midler, hvidvask samt moms- og skattesvig."

Netop den omfattende svindel har nu fået rådmand i Odense Kommune Brian Dybro (SF) til at foreslå at indføre en kommunal kontrolgruppe, der blandt andet skal holde øje med, om der foregår økonomisk svindel på bostederne. 

- Bostederne er et område, hvor vi bruger rigtig mange penge. Det er i alles interesse, ikke mindst de mennesker, der har brug for social hjælp og støtte, at vi bruger pengene fornuftigt, siger Brian Dybro til TV2 Fyn.

Ifølge rådmandens budgetforslag vil en kontrolenhed koste 2,9 mio. kr. om året, men de penge vil formentlig blive tjent hurtigt ind, mener Brian Dybro, der blandt andet henviser til, at kommunen i forvejen har en kontrolenhed, der tjekker socialt bedrageri, og en kontrolenhed, der skal holde øje med, at firmaer overholder overenskomster og arbejdsmiljøet, når de arbejder for det offentlige.

Kritik af sparede tilsyn

Regeringen har tidligere i år sammen med Liberal Alliance, Konservative og Radikale vedtaget en aftale på handicapområdet, som blandt andet betyder, at en række socialtilsyn vil blive ramt af nedskæringer. 

Det har mødt kritik fra en række aktører indenfor området, at socialtilsynet samlet skal beskæres med 30 pct. Det vil blandt andet ske ved, at der fremover kun skal gennemføres ordinært tilsyn i fx botilbud hvert tredje år. 

- En tilsynsfrekvens på tre år vil betyde, at begyndende tegn på omsorgssvigt af beboere, lav faglig kvalitet, forråelse blandt medarbejdere mv. får lov at vokse sig store. Det vil være et svigt af sårbare mennesker. Men det vil også betyde øgede udgifter til genopretning af tilbud, hvor udviklingen over en længere periode har fået lov at køre helt af sporet, siger Anni Sørensen, landsformand for Lev. 

Socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) varsler selv i kølvandet af NSK's efterretningsvurdering stramninger, som skal forhindre, at der opstår flere sager, hvor ejere  svindler på bekostning af udsatte beboere på bosteder.

Hun mener fortsat, at socialtilsynene kan løse opgaven, selvom socialtilsynene står foran nedskæringer: 

- Vi har fastsat, at der fortsat er et økonomisk tilsyn med alle de forskellige tilbud fra socialtilsynets side. Det, vi samtidig har gjort, er, at vi har sagt til socialtilsynene, at de skal fokusere på de steder, hvor der ikke vurderes at være styr på tingene, siger Sophie Hæstorp Andersen til Kommunen.dk

esl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/regeringen-skaerer-paa-tilsyn-raadmand-vil-finde-penge-til-egen-kontrolgruppe

GDPR