
KØBENHAVN: Kommunen og Akademikernes A-kasse slår nu kræfterne sammen for at komme den stigende ledighed blandt akademikere til livs. Det betyder også, at ledige akademikere i hovedstaden fremover kan møde op ét sted, når de skal have rådgivning om job og karriere. Borgmester og a-kassedirektør kalder det utraditionelle samarbejde for et nybrud i beskæftigelsesindsatsen.
- Det danske beskæftigelsessystem har i for mange år været præget af, at borgerne skulle indrette sig efter systemet. Det laver vi om på nu. Nu bryder vi murerne mellem a-kasse og jobcenter ned, så vi i stedet får et nyt fællesskab med mere vidensdeling og et styrket fagligt miljø i forhold til at finde fremtidens jobåbninger på akademikerområdet, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R).
De seneste år er der sket en stigning i antallet af ledige kandidater fra de længere videregående uddannelser. Dimittenderne har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet og akademikere med flere års erfaring mister job. Det gælder ikke mindst i København, hvor en tredjedel af landets ledige akademikere bor.
Akademikernes Centralorganisation og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har tidligere estimeret, at der frem mod 2020 vil mangle godt 9.000 akademikerjob årligt, hvis ikke ledigheden skal stige. Det betyder blandt andet, at der vil være behov for massiv skabelse af nye job for akademikere i den private sektor.
Det er én af grundene til, at dele af Jobcenter København nu går ind i et strategisk samarbejde med Akademikernes A-kasse (AAK) i deres lokaler ved Vesterport Station i København. Samarbejdet får også den konkrete fordel for mange af de ledige akademikere, at de fremover kun skal gå ét sted hen, når de skal have rådgivning om job og karriere. Indtil nu har de ledige skulle møde et sted, når de skulle til samtaler hos a-kassen og et andet, når det var jobcenteret, og så kunne de møde forskellige budskaber hver sted.
I AAK er direktør Michael Valentin også glad for det nye samarbejde.
- Det giver os flere muskler og mindre bureaukrati, som frigør ressourcer til blandt andet at styrke samarbejdet med erhvervslivet til gavn for vores medlemmer, siger han.
sf
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.