
MIDDELFART: Der skal alternative løsninger til for at løse Europas massive arbejdsløshedsproblemer, men spørgsmålet er om Middelfart kan bidrage til løsningen? Skal frivillige mentorer støtte unge i uddannelse og udsatte til at komme i job eller skal frivillige borgere gå sammen og energirenovere deres huse, så det skaber job til håndværkere? Det har lokalpolitikere, forskere og embedsmænd fra otte europæiske lande tilbragt tre dage i Middelfart for at undersøge. Besøget er en del af EU projektet 'VERSO - Volunteers for European Employment', som sætter fokus på innovative modeller for offentligt/frivilligt samarbejde, som et middel til at skabe flere job i Europa.
Middelfart er det gode danske eksempel og første stop i det treårige EU projekt, som rejser rundt i Europa og dokumenterer socialt frivillige initiativer til at øge beskæftigelsen. I fredags på KulturØen tog det politiske board og videnspartnerne imod pressen og fremlagde erfaringer fra Middelfart og projektets forventninger.
Middelfarts politiske ansvarlige i projektet, Social og Sundhedsudvalgsformand Kaj Johansen (S), fortæller:
- Der er store forskelle i EU og det kræver forskellige løsninger. Middelfart Kommune er meget privilegerede at have flest unge i uddannelse i Region Syddanmark og en arbejdsløshed på 5 pct., men det skyldes også en stor indsats på mange niveauer. Jeg tror Europa kan lære af fx vores jobcenters frivillige mentorkorps, som støtter arbejdsløse til at få uddannelse og job. Jeg ser også frem til at få nye ideer med hjem fra de andre europæiske lande i projektet.
Om gæsterne fik det hjem de kom efter i Middelfart, vil tiden vise, men mere alternative midler til jobskabelse var også på programmet. For eksempel åbnede studieturen til Føns energilandsby gæsternes øjne, for, hvad energirenovering kan skabe af job til håndværkere, når kommunen og frivillige ildsjæle går sammen og skaber vækst i samarbejde.
Næste stop på projektets tour rund i EU er Yorkshire i England til november. Alle erfaringer fra projektet dokumenteres løbende af de fire videnspartnere ført an af Aarhus Universitet og støttet af EU's Interregionale fond INTERREG IVC.
VERSO projektet skal give større viden om, hvordan frivilligt arbejde kan hjælpe de regionale myndigheder i indsatsen mod arbejdsløshed og højne livskvaliteten hos Europas millioner af arbejdsløse. Universiteter og regionale myndigheder fra otte forskellige europæiske lande er involveret i projektet, som løber frem til 2014. Fra Danmark er Middelfart Kommune og Aarhus Universitet partnere i projektet.
Behov for et samspil mellem civilsamfundets frivillige og de politiske myndigheder
Indsatsen i Middelfart er et godt eksempel på, hvordan der på tværs af Europa findes vigtige erfaringer med, hvordan der kan skabes et frugtbart samspil mellem regionale politiske myndigheder og civilsamfundets frivillige i kampen mod arbejdsløshed. Men at udfordringen er både at få lokaliseret de gode erfaringer og at få klarlagt, hvordan gode erfaringer kan overføres.
Samarbejdet mellem forskningsinstitutioner og regionale politiske myndigheder i VERSO projektet giver mulighed for at foretage komparative analyser og cost benefit beregninger på indsatser på tværs af Europa. Regionale politiske myndigheder har interesse i en uafhængig forskningsbaseret viden om, hvad der virker indenfor beskæftigelsesindsatsen, og hvordan gode erfaringer kan overføres fra en national sammenhæng til en anden.
Målet for VERSO er at udvikle et 'good practice-katalog' til brug i de deltagende regioner, og projektet munder ud i en række forskningsbaserede politik anbefalinger i 2014, som vil pege på, hvilke frivillige indsatser der virker, og hvordan de kan overføres på tværs af Europa.
VERSO er støttet af Den Europæiske Regionale Udviklingsfond (European Regional Development Fund, ERDF) og det interregionale program Interreg IVC, der støtter netværksopbygning og videnspredning mellem regioner i Europa.
Læs mere om VERSO på projektets hjemmeside: www.versonet.eu
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.