
KL offentliggør i dag det debatoplæg, som kommer til at danne mål og retning for forhandlingerne fra arbejdsgiverside. Konkret er der tre områder, hvor KL mener, at der især er behov for ændringer, oplyser organisationen.
KL går bl.a. til forhandlingsbordet med et ønske om mere smidige og ensartede arbejdstidsregler. Behovet er især stort på døgnområdet. På arbejdspladser med døgnbemanding arbejder mange forskellige faggrupper - bl.a. pædagoger og social- og sundhedspersonale - side om side. Disse faggrupper har mange forskellige arbejdstidsregelsæt og bestemmelser, som udløser en del bureaukratisk bøvl, og som gør det vanskeligt at sikre det ledelsesmæssige overblik.
- Det er f.eks. et kæmpe puslespil at få lagt en vagtplan. Og samtidig skal lederen forholde sig til et hav af forskellige regler for afvikling og aflønning, da mange af disse medarbejdere jo også arbejder i weekender og om natten. Det skal de selvfølgelig kompenseres for, men vi ser gerne, at vi får færre og mere smidige regelsæt på tværs af forskellige medarbejdergrupper. På den måde vil vi langt bedre kunne sikre en effektiv tilrettelæggelse af arbejdet, siger Michael Ziegler (K), KL's chefforhandler.
Enklere MED- og TR-system
For det andet ønsker KL færre og bredere overenskomster.
- Der findes i dag mere end 100 overenskomster og aftaler på det kommunale arbejdsgiverområde. Det giver kommunerne et stort og bureaukratisk administrationsgrundlag og tager fokus fra kerneopgaven. De mange overenskomster udfordrer også vores stræben efter at øge tværfagligheden på arbejdspladserne og udvikle nye samarbejdsformer mellem forskellige personalegrupper, siger Ziegler.
For det tredje ønsker KL bedre rammer for det lokale samarbejde.
- Vi er nødt til at se på, hvordan vi får MED og TR-systemet til at fungere bedre, så det følger med den udvikling, som vi ser på de kommunale arbejdspladser. Fx ønsker vi i kommunerne at aftale de lokale rammer for samarbejdet med de parter, der skal deltage i samarbejdet - nemlig medarbejderne selv. Og vi ser også en udvikling af tillidsrepræsentantuddannelsen for os, så uddannelsen afspejler udviklingen i tillidsrepræsentantens rolle, siger chefforhandleren.
Overenskomstforhandlingerne på det kommunale arbejdsmarked vedrører mere end 400.000 kommunale medarbejdere og mere end 60 forskellige personaleorganisationer.
Kravsudvekslingen mellem parterne foregår 15. december.
Overenskomsterne skal fornys med virkning fra den 1. april 2015.
KL's overenskomstoplæg Velfærd i forandring
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.