dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Klassisk orkester rykker ind i belastet boligområde
Formelt træder partnerskabet i kraft fra nytår, men allerede i denne måned har kommunen og orkestret holdt sin første fælles workshop. 
Foto: Høje-Taastrup Kommune

Klassisk orkester rykker ind i belastet boligområde

Partnerskab mellem Danmarks Underholdningsorkester og Høje-Taastrup skal vise, om kunst og kultur kan skabe varige sociale forandringer.

HØJE-TAASTRUP: Det er en mangeårig vision, der bliver til virkelighed, når Danmarks Underholdningsorkester nu indgår partnerskab med Høje-Taastrup Kommune.

Sammen vil de to parter nemlig ikke blot skabe musik i og omkring det nye Børne- og Kulturhus i Taastrupgaard, oplyser de to parter. De vil også indfri kunsten og kulturens potentiale til at skabe stærke og varige sociale forandringer i lokalområdet, som i årevis har været på listerne over ghettoer, udsatte boligområder og parallelsamfund.

På sigt er ambitionen, at orkestret flytter ind i Kulturkvarteret, hvor også Børne- og Kulturhuset med vuggestue, børnehave, folkeskole og tre kulturskoler ligger. Indtil rammerne er klar til det, vil partnerskabet bestå af en bred vifte af aktiviteter, der skal integrere orkestret i områdets tilbud.

Inspiration fra Bremen

Samarbejdet er stærkt inspireret af et lignende partnerskab i Bremen, hvor den tyske bys internationale kammerorkester i 2007 flyttede ind på en skole i den østlige del af byen.

Et partnerskab, som har ført et væld af positive konsekvenser med sig - bedre karakterer, mindre frafald, forbedret arbejdsmiljø, mindre kriminalitet og øget forældreengagement - og som har vakt opsigt internationalt.

- Vi ved, at mødet med kunsten og kulturen kan sætte varige og vigtige spor i en menneskesjæl – ikke mindst på den kreative og trivselsmæssige front, siger orkestrets direktør Andreas Vetö.

- Via partnerskabet med Høje-Taastrup Kommune får vi nu både en base for orkestret og en anledning til virkelig at gøre en forskel på en måde, som er ret enestående for en kulturinstitution som vores.

Relevant i de fleste kommuner

Andreas Vetö beskrev i juli erfaringerne fra Bremen i et debatindlæg i Politiken og konstaterede her, at "så godt som alle danske kommuner har boligområder, der ville nyde godt af en helt ny måde at imødegå sociale udfordringer på". På vegne af Danmarks Underholdningsorkester meldte han sig frivilligt til "at træde et godt stykke ud af komfortzonen". 

Den udstrakte hånd tog Høje-Taastrup imod, og borgmester Michael Ziegler (K) glæder sig.

- Danmarks Underholdningsorkester er efter vores opfattelse den helt rigtige samarbejdspartner. De har gennem deres aktiviteter både demonstreret, at de formår at bringe musikken ud til børn og unge, og at de aktivt ønsker at være med til at transformere vores boligområde, siger han.

Om orkestret

  • Danmarks Underholdningsorkester hed tidligere DR Underholdningsorkesteret. Det fortsatte med fondsstøtte, da DR fjernede støtten i en sparerunde i 2014.
  • Det er ejet af musikerne og samarbejder med en række kommuner og erhvervslivet.
  • Det prioriterer formidling til børn og unge højt.

ak

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.