dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

København advarer om hul i loven

Unge på vej til at blive hellige krigere kan nemt slippe gennem det system, der skulle fange dem, hvis de er blevet radikaliseret i fængslet

KØBENHAVN: Sådan lyder advarslen nu fra Københavns Kommune efter lørdagens terrorangreb, hvor den 22-årige tidligere voldsdømte Omar Abdel Hamid El-Hussein ifølge politiet skød og dræbte to og sårede fem i København. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge afdelingschef i Jobcenter København, Dorthe Bayer, får kommunen nemlig intet at vide om potentielle radikaliserede unge, hvis de har været varetægtsfængslet og bliver løsladt før endelig dom.

- Der er et klart hul her. Både kommunen og Kriminalforsorgen står magtesløse over for det. Hvis du bliver løsladt, mens du sidder i varetægt og afventer dom, er der et slip, et hul. Man burde have et it-system, hvor man kan trykke på en knap og se, om en person er blevet indsat eller blevet løsladt, siger hun.

Kommunen fik intet at vide
Flere kilder med kendskab til Omar Abdel Hamid El-Husseins sag siger, at det netop var det, der skete, da den nu afdøde mand 14 dage før terrorangrebet blev løsladt, mens han ventede på sin endelige dom efter et voldsomt knivoverfald. Han havde anket sagen og skulle først i retten igen i august 2015.

Allerede i september sendte Kriminalforsorgen et bekymringsnotat til Politiets Efterretningstjeneste (PET) om, at Omar Abdel Hamid El-Hussein var blevet radikaliseret.

Men Københavns Kommune fik intet at vide og kunne derfor ikke sætte et antiradikaliseringsprogram i gang for at sikre, at han kom på ret køl igen, da han kom ud fra fængslet.

Et kommunikationsproblem
Det bekymrer flere af Jyllands-Postens kilder, der peger på, at PET selv har advaret om, at et stigende antal unge, radikale muslimer med bandebaggrund udgør en sikkerhedstrussel mod Danmark. En kilde siger ligefrem, at myndighederne 'har et kommunikationsproblem'.

En anden kilde med kendskab til Omars sag flere år tilbage siger, at flere væsentlige informationer ikke er blevet delt om manden. Et forhold, der strækker sig helt tilbage til, da gerningsmanden begyndte at blive en del af bandemiljøet i Mjølnerparken.

- Det er et problem vi ser igen og igen, at unge voldelige ekstreme personer med bandebaggrund ikke får hjælp, når de kommer ud af fængslet. Og sådan var det også for Omar.

Også Kriminalforsorgen peger på, at de nuværende procedurer kan skabe problemer.

- Hvis en indsat bliver løsladt direkte i retten, ved Kriminalforsorgen det ikke på forhånd. Derfor er det umuligt at forberede udslusning, siger Marie Louise Jørgensen, forsorgsfuldmægtig i Kriminalforsorgen.

rp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/koebenhavn-advarer-om-hul-i-loven

GDPR