KØBENHAVN: En gennemgang som Københavns Kommune selv har lavet, har vist, at der er så alvorlige fejl i sagsbehandlingen, at borgerne, som er blevet trukket i kontanthjælp på grund af loven om gensidig forsørgelsespligt, har krav på at få deres penge tilbage. Det drejer sig om 22,8 mio. kr., skriver Avisen.dk.
De 982 københavnere havde fået trukket op til halvdelen af deres kontanthjælp. Kommunen vurderede, at de var omfattet af loven om gensidig forsørgelsespligt for samlevende. Men afgørelserne er ugyldige. I mange af tilfældene fordi der kun er sendt en afgørelse til én af parterne.
- Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med, at der har været mangler i sagsbehandlingen, men nu har vi en afklaring på sagen, retter op og ser fremad. De borgere, som er berørte, vil få besked, og vi går nu i gang med at efterbetale ydelser til dem, der skal have det, siger direktør Jacob Zeberg Eberholst i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
Svarer til 50 pædagogstillinger
BUPL i København har regnet ud, at 20 mio. kr. svarer til, at kommunen kunne have ansat 50 pædagoger på fuld tid.
- Det er et svimlende beløb, især sammenholdt med, at det kun er København, og der også er tilbagebetalt store beløb i en række andre kommuner, siger Finn Sørensen, socialordfører for Enhedslisten.
Partiet har på Christiansborg og i en række kommunalbestyrelser arbejdet for at få gennemgået sagerne for at sikre, at der ikke var sket fejl. Københavns Kommune påpeger, at beløbet, der skal efterbetales, skal ses i lyset af, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samlet set udbetaler 3,3 mia. kr. i kontanthjælp om året.
- Vi er meget optaget af, at det processuelle er i orden, og derfor er vi selvsagt også meget ærgerlige over denne sag. Vi har nu gennemgået vores arbejdsgange og indskærpet de processuelle regler for alle relevante medarbejdere, så vi undgår, at der sker lignende fejl i fremtiden, siger Jacob Zeberg Eberholst.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.