
KOLDING: Borgmester Jørn Pedersen (V) vil nu have folketingspolitikerne til at lave reglerne om, så en sag, der nu koster Kolding Musikskole 80.000 kr., ikke kan gentage sig.
- Det er en af de sager, hvor man tænker, at de tager pis på mig. Men det gjorde de ikke, siger Jørn Pedersen med både en hovedrysten, et suk og et grin.
Der er ellers ikke noget at grine ad i sagen, da politiet har orienteret ham og musikskolen om bøden på 80.000 kr. Musikskolens ansættelse af den anerkendte australske oboist Rachel Bullen var ifølge politiet ulovlig. Rachel Bullens arbejdstilladelse gjaldt kun det offentligt finansierede Esbjerg Ensemble.
Det er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der har opdaget og politianmeldt sagen. Rachel Bullen har været i Danmark siden 2010 og har spillet obo og undervist på flere musikskoler i landet.
Dyr timeløn
- Ja, der er nok ikke noget at gøre ved bøden, som vi må betale. Det er en dyr timeløn, men fremadrettet skal vi have lavet reglerne om, så det her cirkus ikke kan gentage sig, siger Jørn Pedersen og understreger, at byens musikskoleleder ikke havde en jordisk chance for at finde ud af det forkerte i denne sag.
- Det er grotesk og helt ude i skoven, at man skal have arbejdstilladelse til hvert eneste sted, man arbejder. Jeg vil derfor rejse sagen for at få ryddet op i det her, og lovgivningen må justeres til virkeligheden her.
Venstre har møde i næste uge, og her vil han tage sagen op for at få reglerne og lovgivningen kigget igennem på det her område.
- Loven er lavet for at forhindre illegalt arbejde her i landet, men i det her tilfælde er det noget helt andet. Det var absolut ikke tilsigtet fra musikskolens og vores side, derfor må reglerne altså rettes ind i forhold til virkeligheden, pointerer Jørn Pedersen.
Følte sig ikke velkommen
Selv blev Rachel Bullen idømt en bøde på i alt 33.000 kr. for at arbejde andre steder end Esbjerg Ensemble, og i september fortalte hun JydskeVestkysten, at hun forlader landet, fordi hun ikke længere følte sig velkommen i Danmark.
En indsamling blandt hendes støtter i Danmark samlede de 33.000 kr. ind, så kammermusikeren kunne forlade Danmark gældfri.
- Det er på alle måder et pudsigt lovbrud, men jeg håber at vi fremover undgår den slags sager, understreger Jørn Pedersen.
Fakta
Rachel Bullen er australsk oboist, og hun var ansat i Esbjerg Ensemble fra 2010 til 2016. Hun havde en godkendt arbejdstilladelse i Danmark, men den gjaldt kun til hendes arbejde i Esbjerg Ensemble, der er støttet at Statens Kunstfond og Esbjerg Kommune.
Rachel Bullen havde også arbejdet for andre – fx musikskoler i andre kommuner - herunder Kolding Musikskole.
Det opdagede Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der fastslår, at hun dermed har arbejdet ulovligt og derefter indgav sagen til politiet. Det koster nu Kolding Musikskole 80.000 kr. i bøde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.