dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Kommende lov skal hindre hjemsendelse af udlændinge under fx sosu-uddannelse

En konkret sag, hvor en mand under uddannelse som sosu-assistent skal sendes ud af landet, får politikere til at reagere. "Åbenlyst forkert", lyder det fra Fredensborgs borgmester.

Nu skal udlændinge, der har mistet deres opholdstilladelse i Danmark, have mulighed for at få forlænget deres ophold, hvis de uddanner sig inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft – som eksempelvis social- og sundhedsfagene.

Det kan Fagbladet FOA fortælle på baggrund af en skriftlig kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).

Hans kommentar kommer i kølvandet på en helt aktuel sag - beskrevet i Fagbladet FOA - om en 29-årig mand, der er i gang med at uddanne sig til social- og sundhedsassistent, men har fået afslag på forlænget ophold og senest 8. februar skal rejse hjem til Elfenbenskysten - på grund af en skilsmisse fra sin danske ægtefælle.

I modsætning til beskæftigelse tæller uddannelse ikke som en del af opholdsgrundlaget.

Sagen har vakt opmærksomhed, fordi SVM-regeringen sammen med Liberal Alliance, De Radikale, De Konservative og SF så sent som onsdag præsenterede en plan for at hente udenlandske sundhedsmedarbejdere til Danmark.

Åbenlyst forkert

SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen mener, at uddannelse og beskæftigelse skal sidestilles.

- I det hele taget skal vi tage imod alle, der arbejder med eller uddanner sig til job i sundheds- og plejesektoren, siger Kirsten Normann Andersen til Fagbladet FOA.

Den konservative udlændingeordfører Per Larsen kalder det ’uhensigtsmæssigt og tudetosset’ at sende en mand hjem, der både taler dansk, er glad for sit nye fag og gerne vil bidrage til Danmark.

Det er Fredensborgs socialdemokratiske borgmester, Thomas Lykke Pedersen, enig i:

- Det er jo helt åbenlyst forkert at behandle dygtige mennesker, som passer deres uddannelse og bidrager til vores samfund, på denne måde. Det tænker jeg, kan gøres meget bedre, siger han.

Ændring vil komme

Det er på den baggrund, Kaare Dybvad Bek nu tilkendegiver over for Fagbladet FOA, at regeringen ”vil indføre en ordning, der skal give ret til fortsat ophold for visse udlændinge, som mister deres opholdsgrundlag, og som uddanner sig inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft, for eksempel inden for sundhedssektoren.”

Ministeriet forventer, at det pågældende lovforslag bliver fremsat i denne folketingssamling.

Det betyder ikke, at afgørelsen i den konkrete sag ændres. Her er status fortsat, at den 29-årige skal forlade landet om mindre end to uger. Det vil den blandt andre den konservative Per Larsen gerne være med til at forhindre:

- I første omgang håber jeg på ministerens velvilje, siger Per Larsen.

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.