- Det er sørme de lokale områders opgave at se på, hvordan de kan gøre sig lækre over for de statslige styrelser.
Sådan sagde professor Anne-Mette Hjalager, der er leder på Center for Landdistriktsforskning på SDU, til DR et par måneder inden de 3900 statsjob blev fordelt. Blækket i planen 'Bedre Balance' var knapt nok tørt, før HK og Dansk Magisterforening i fællesskab inviterede borgmestrene i de 25 kommuner, der står til at modtage de eftertragtede statsjob, til et hastemøde. Her skulle borgmestrene medbringe et tilbudskatalog til de ansatte og deres familier og på mødet lære at 'sælge' deres respektive byer. Og det lader til, at nogen har hørt efter.
I Næstved har borgmester Carsten Rasmussen (S) sammen med Udlændingestyrelsen planlagt en bustur rundt i byen, så de ansatte 'kan opdage, hvad der er af muligheder. Se bymidten. Opleve, hvad der foregår,' som han siger til Politiken.
Dermed har han ikke ladet sig skræmme af, hvordan det i sin tid gik helt galt, da SKAT rykkede et betalingscenter til Ringkøbing. Dengang i påsken 2006 forsøgte velmenende vestjyder at blødgøre 'de tvangsforflyttede' med en bustur fra København, en rundvisning i området og et gratis hotelophold ved Ringkøbing Fjord. På forsiden af Berlingske var der dengang et billede af bussen på vej ud ad en grusvej med teksten: 'Her kører bussen med de tvangsforflyttede.' Den lokale tv-station fra TV Midt-Vest kørte en intro i sort-hvide farver med billeder af tvangsarbejdere i Sibirien, og en medarbejder brød grædende sammen for åben skærm i TV Avisen.
Han er derimod overbevist om, at det vil fungere som en øjenåbner for flere af medarbejderne.
500.000 job og billige kvadratmeter
Kolding er en af de 73 kommuner, der ikke blev tildelt en eneste statslig arbejdsplads, men det har ikke fået borgmester Jørn Pedersen (V) til at kaste håndklædet i ringen. Kolding Kommune har nemlig indrykket annoncer i de næste udgaver af Magisterbladet, Djøf-bladet og HK Stat-bladet, der skal lokke potentielle statsansatte til at flytte til byen.
- Det er nu, familierne diskuterer, om de skal flytte med eller ej. I den forbindelse vil vi gerne have folk til at bosætte sig her, eller i hvert fald overveje, om de skal flytte til Kolding, siger han til Politiken.
Under overskriften 'Et godt udgangspunkt for karrieren' reklameres der bl.a. med, at det er 'let at pendle til en lang række provinsbyer, og med +500.000 job inden for 1 time er der gode muligheder for en medflyttende partner.' Og med hundredevis af statsjob fordelt på Koldings nabokommuner kan den taktik vise sig at give pote.
Skulle det ikke være nok, har borgmesteren et es i ærmet. Annoncen rundes nemlig af med at gøre opmærksom på, at der 'fra Kolding kun er et par timer til netværket i København - og så koster 160 kvm. nybygget villa det samme som 70 kvm. på Østerbro.'
Læs mere:
Statslige ansatte kan ikke udføre deres job i provinsen
Djøf: Kun tre ud af 100 statsansatte flytter med
Fagforeninger vil lære borgmestre at lokke folk til
Institut protesterer voldsomt imod at skulle til Aarhus
Officielt: 3900 job ud i 25 kommuner - få et overblik her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.