Mentorstøtte, samtaler på tværs af målgrupper og en aktiv indsats for dagpengemodtagere. Det er de tre områder, som landets kommuner er blevet bedt om at forbedre for de ledige, og nu viser resultaterne sig.
I 2017 og 2018 gav beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) besked til kommunerne om, at indsatsen for ledige ikke har været tilfredsstillende. Flere kommuner - deriblandt Brøndby, Hillerød, Lejre, Roskilde, Helsingør, Rudersdal, Albertslund og Køge kommuner - er derfor blevet bedt om at forbedre sig på et eller flere af de tre ovenstående områder.
De seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at kommunerne generelt er blevet bedre til at levere inden for alle tre områder. Og det glæder Troels Lund Poulsen:
- Det betyder jo, at der er nogle, som ikke er på arbejdsmarkedet i dag, der nu får en bedre indsats og i fremtiden bedre muligheder for at komme i arbejde igen, siger han til DR København.
I Rudersdal Kommune har man på grund af en omstrukturering i kommunen forsømt de ledige, erkender borgmester Jens Ive (V).
- Mens den reorganisering stod på, var der nogle bump på vejen. Derfor kom vi lidt ned i hastigheden på beskæftigelsesindsatsen. Men med en ny tæt kommunikation mellem kommunen og den ledige, har kommunen formået at gøre forholdene bedre, siger Jens Ive til DR København.
Køge halter
Af de syv kommuner i Region Hovedstaden, der er blevet bedt om at skrive en redegørelse for den manglende indsats, er det kun Køge, der ikke har formået at gøre forholdene for de ledige bedre. Og det er fordi, at man har fokuseret på at få de ledige hurtigt i arbejde og ikke fokusere så meget på dem, der har brug for hjælpen til at komme videre, forklarer Lissie Kirk, som er formand for social- og arbejdsmarkedsudvalget (S) i Køge Kommune.
Troels Lund Poulsen er bekymret for den måde, Køge Kommune prioriterer de ledige og mener, at der skal gøres noget nu.
- Det er jo den kommune, som har de største problemer i hovedstaden, og derfor bliver der også nu sat ind fra min side. Men jeg stiller også krav til dem om, at de retter op på forholdene, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.