AARHUS: Et nyt korps af såkaldte tryghedsagenter skal sættes ind for at forhindre, at børn skal anbringes uden for hjemmet, og at hjælpe med at få anbragte børn hjem igen, oplyser Socialforvaltningen i Aarhus.
Målet er at børnene kan blive eller vende tilbage i deres vante rammer med familie og netværk ved at sikre en struktureret dagligdag for dem. Tryghedsagenterne vil enten gøre de praktiske ting, der skal til, eller hjælpe forældrene til at gøre det. Det kan være helt basale ting som at dække et barns behov for omsorg og hygiejne, hjælp til rengøring, oprydning, indkøb eller madlavning, at følge barnet til eller fra skole, daginstitution eller fritidstilbud eller hjælp til at lave lektier.
Tryghedsagenterne er et samarbejde mellem Familiecentret og Børnecentret i Socialforvaltningens driftsområde for Familier, Børn og Unge. Dermed skabes der en mere koordineret, mere fleksibel og hurtigere indsats i kriseramte familier.
- Tryghedsagenterne arbejder tæt sammen med familierådgiveren fra Familiecentret og løser de opgaver, der er nødvendige i situationen for at skabe tryghed for barnet eller børnene. Det betyder, at familierne vil opleve en mere sammenhængende indsats fra kommunen, siger Niels Bjørnø, centerchef i Børnecentret.
- Og så skal der være udsigt til, at netop en tryghedsagent vil kunne forhindre, at et barn skal anbringes uden for hjemmet, eller at sikre, at et anbragt barn kan komme hjem igen, siger Niels Bjørnø.
Projektet er et forsøg, der foreløbig løber frem til udgangen af juni 2016.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.