ODDER: I slutningen af november lukkede Socialtilsynet et krisecenter i Odder, fordi tilsynet flere gange kunne konstatere, at kvinder med misbrugsproblemer boede på centret.
- De har pligt til at modtage kriseramte kvinder, som kan have deres børn med. Og det går ikke at have dem samme sted som personer med misbrugsproblemer, sagde tilsynschef Ulla B. Andersen dengang til TV2 Østjylland.
Nu fortæller stedets sidste leder, Marina Normann, til DR Østjylland, at ejeren selv hentede flere af centerets beboere i København med løfte om et wellnessophold. Den manøvre indtjente ham 50.000 kr. om måneden for hver beboer. Ejeren selv påstår, at det var kvinderne, der kontaktede ham først.
- Efter de har henvendt sig til os, har vi lavet en aftale om at køre hen og hente dem. Det er jo ikke sådan, at jeg er kørt rundt som en eller anden taxa-kørsel og har henvendt mig til dem på gaden, siger han ifølge DR Østjylland.
Affæren har fået socialchefen i Dragør, Sara Claes, til at spærre øjnene op. Hun mener, at man bør undgå lignende fremtidige tilfælde med en lovændring. En særlig regel for krisecentre giver nemlig kvinderne ret til at flytte ind uden at blande nogen myndigheder ind i det. På den måde kan de hurtigere få husly i en krisesituation, men kommunen har samtidig pligt til at betale. Og her mener Sara Claes, at der skal være et krav til krisecentrene, at de skal samarbejde med kommunerne, og kommunerne skal have ret til at sige nej tak til et krisecenter.
Ejeren af det lukkede krisecenter i Odder har klaget over Socialtilsynets beslutning om at lukke centeret. Derfor ligger sagen nu hos Ankestyrelsen.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.