Skilte forældre har gavn af kurser, der tilbydes af Statsforvaltningen som forsøg, viser de foreløbige erfaringer, skriver Kristeligt Dagblad.
'Det er første gang, vi har talt sammen i halvandet år. Jeg har budt min ex på middag.'
'Vi har fået et fornyet håb og en følelse af tillid. Og det var godt at dele vores erfaringer med andre.'
Sådan lyder et par af svarene fra nogle af de forældre, som har været på Statsforvaltningens Afdeling Københavns skilsmissekursus, der udbydes helt uafhængigt af den almindelige sagsbehandling og kører på en bevilling fra Egmont Fonden, skriver Kristeligt Dagblad.
Deltagernes baggrund er vidt forskellig, og kurset retter sig både til par, der lige er blevet skilt, og til dem der har været skilt i mange år. Det er underordnet, om man har haft en sag i Statsforvaltningen eller ej. Projektet startede i foråret 2014, og indtil nu har 300 forældre deltaget i enten et skilsmissekursus eller en forældregruppe, som retter sig mod forældre, der har børn i børnegruppeforløb.
Der har været kø til kurserne, som har været fyldt helt op, når en gruppe på mellem fem og syv skilte forældrepar fire mandage i træk har været samlet fra klokken 17 til 20.
Ifølge Statsforvaltningen har mellem 80 og 90 pct. af de deltagende efter at have været på kurset svaret på en spørgeskemaundersøgelse, som er bearbejdet af analysebureauet Damvad. Her mener fire ud af fem forældre, at de har fået udbytte af kurset, mens 72 pct. vil anbefale kurset til andre. Samtidig svarer 60 procent af forældrene, at kurset i forskellig grad har styrket samarbejdet med eks-partneren.
Aftaler og telefonsnak
- Nogle af forældreparrene får lavet konkrete aftaler og skriver ned, at de har den og den samværsordning. Nogle ændrer måske også et par ting. Andre laver mere bløde aftaler omkring deres samarbejde og aftaler at ringe sammen hver søndag aften og fortælle, hvordan det er gået med børnene. Resultaterne bliver primært enten konkrete aftaler eller aftaler, der handler om kommunikation. Altovervejende siger deltagerne, at det har givet dem mere viden og ofte lidt fornyet energi og håb om, at de kan finde ud af det sammen, hvis de vælger at fokusere på børnene, siger Andrea Jedrzejowska, der projektleder på kurset.
Hun oplyser, at der både kommer ressourcestærke og mindre ressourcestærke forældre. På skilsmissekurset er det et krav, at begge forældre deltager, så kønnene er repræsenteret ligeligt. Kurset er undervisningsbaseret og ledes af to børnesagkyndige undervisere. Første og sidste gang er der også en jurist til stede til at give juridisk vejledning.
Kurset begynder med, at alle forældrepar i en runde fortæller om sig selv, og hvordan det er gået siden sidst. Derefter holder en af de børnesagkyndige rådgivere et oplæg, og efter en pause går eks-ægtefællerne ud og sidder alene i et neutralt rum i cirka tre kvarter. Her kan de drøfte et konkret tema eller spørgsmål, mens underviserne går rundt og sørger for, at samtalen bliver styret i en ordentlig tone. Til slut er der opsamling, råd og vejledning.
Læs mere i Kristeligt Dagblad eller på k.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.