dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Kvinder i krise får fire gange så meget støtte som udsatte mænd

Slut med penge til krisecentre for mænd. Der kan søges igen til maj, men til den tid er der lukket og slukket
23. FEB 2015 6.30

Inden for den næste måned lukker flere af landets krisecentre for mænd, fordi satspuljemidlerne er stoppet. Og generelt modtager kvinder i krise langt flere penge end kriseramte mænd, fortæller DR's Databaseredaktion.

Om få uger slukker lyset på Horsens Krisecenter For Mænd for sidste gang. Samme situation står Mandecentret Fundamentet i Aarhus og København overfor.

Begge steder lever man for lånte penge og regner med at lukke enten i denne eller næste måned:

- Så må vi smide vores kriseramte mænd på gaden, siger formand for Fundamentet, Claus Bøgh til DR's Databaseredaktion.

Satspuljemidlerne, som har drevet landets krisecentre for mænd, er stoppet ved nytår. Og de 10 mio. kr., som ellers er afsat til at holde liv i mandekrisecentrene, er ikke nået frem. Først fra 1. maj kan nye midler blive udbetalt.

- Men der er vi lukket ned for længst, siger Grethe Holst fra Horsens Krisecenter for mænd.

Kvinder: 100 mio. Mænd: 10-20 mio.
Hun er tydeligt frustreret over, at mænd i krise ikke bliver taget alvorligt som indsatsområde.

- Vi hører hele tiden fra politikerne, hvilket fantastisk arbejde vi udfører. Men sådan et arbejde koster penge og vi kan ikke klare os med skulderklap alene.

Og noget kunne tyde på, at mandekrisecentrene føler sig forbigået med god grund.

I hvert fald er den politiske lyst til at give penge til udsatte kvinder mere end fire gange så stor som at give til mænd i en lignende situation. Det viser en gennemgang af fordelingen af satspuljemidler på det sociale område fra 2011 til 2013, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har foretaget.

Her fremgår det, at udsatte kvinder får næsten 4,7 gange så mange penge i støtte fra de sociale satspuljemidler som udsatte mænd.

Helt konkret betyder det, at der i løbet af de tre år er givet næsten 100 mio. kr. til projekter, der skal hjælpe udsatte kvinder. I samme periode er der givet godt 21 mio. kr. til udsatte mænd.

Også i 2014 og 2015 modtager kvinderne i krise flere penge fra satspuljerne end mændene. Her får kvinderne over 100 mio. kr. mod mændenes 10 mio. kr.

Mange mænd afvises
Hvert år får landets ti krisecentre mere end 4.000 henvendelser fra mænd i krise, som enten modtager rådgivning, retshjælp, psykologhjælp eller flytter ind på de fire af centrene, der har boliger til dem. I gennemsnit huser centrene over 75 mænd om året.

I forvejen afviser centrene kriseramte mænd flere gange om ugen, fordi pladserne er fyldt op.

Mandag er socialminister Manu Sareen (R) indkaldt til samråd i Socialudvalget for at gøre rede for, hvad der skal ske med landets mandekrisecentre nu da finansieringen er væk.

- Men vi har jo selv prøvet at kontakte Socialministeriet. Indtil videre har vi ikke haft megen held med det, så jeg tør ikke tro på mirakler, siger Claus Bøgh fra Mandecentret Fundamentet.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/kvinder-i-krise-faar-fire-gange-saa-meget-stoette-som-udsatte-maend

GDPR