dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Læge: mistanke om kriminel handling på bosted med dødsfald

Sagen om et dødsfald på Habitushuset er anmeldt til politiet af Hvidovre Kommune og undersøges af politiets afdeling for personfarlig krimininaliet.

HVIDOVRE/GRIBSKOV: En læge på Rigshospitalet kontaktede to gange Nordsjællands Politi med mistanke om, at der kunne ligge en kriminel handling bag ætsningsskader, der endte med at koste en beboer livet på bostedet Habitushuset, skriver Radio4.

Da 30-årige Nanna Kristine Dahl den 28. april blev indlagt på Rigshospitalet med dybe ætsningsskader flere steder på kroppen, kontaktede en af hospitalets læger politiet og gav “klart udtryk” for, at han “ikke kan udelukke kriminel handling”. Det fremgår af kvindens journal, som Radio4 er i besiddelse af.

Efter at have talt med sine kolleger om sagen kontaktede lægen igen politiet for at tilføje til anmeldelsen, at der var “styrket mistanke om kriminel handling”.

Den 30-årige beboer var om morgenen blevet fundet med skaderne i sin lejlighed på bostedet Habitushuset Ny Mårumvej i Græsted. På hospitalet blev hun lagt i kunstig koma, og lægerne konstaterede, at hun havde ætsningsskader på 12,5 procent af kroppen. Hun døde en måned senere af følgevirkningerne til sine skader.

Ætsningsskader

Ifølge sagens dokumenter havde bostedet umiddelbart ikke nogen forklaring på, hvad der var sket. Men der var en formodning om, at ætsningsskaderne kunne skyldes rengøringsmiddel.

Hvidovre Kommune, der anviste til bostedet i Græsted, har også politianmeldt det. Nordsjællands Politi oplyser til Radio4, at deres indledende undersøgelser i sagen har ført til en efterforskning i afdelingen for personfarlig kriminalitet.

"Nordsjællands Politi har fra begyndelsen af efterforskningen haft flere arbejdshypoteser, som fortsat efterforskes", oplyser de i et skriftligt svar og tilføjer, at de af hensyn til efterforskningen ikke kan udtale sig yderligere på nuværende tidspunkt.

Direktør i Habitus-koncernen, Martin Godske, har ikke mulighed for at stille op til interview, men skriver til Radio4, at de både er “triste og i vildrede over, at vi ikke har kunne konkludere noget på sagen endnu.”

7. juni oplyste Martin Godske til TV 2 Kosmopol, at bostedet lukker, og foregreb dermed Socialtilsynets beslutning om at lukke stedet pr. 1. juli.

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.