Selv om beskæftigelsessystemet tilsyneladende gør sig anstrengelser for at hjælpe kontanthjælpsmodtagere ind på arbejdsmarkedet, sker der ikke sjældent, at meget tabes på gulvet på grund af nye krav, som den ledige ikke selv forstår. Selv et job på hånden kan forsvinde på grund af regler og bureaukrati, skriver Politiken onsdag.
Det er en ny ph.d.-afhandling, der fastslår, at ledige går glip af jobmuligheder på grund af beskæftigelsessystemets krav. I ph.d.-afhandlingen har sociolog Sophie Danneris fra Aalborg Universitet og Væksthusets forskningscenter gennem to år fulgt 25 langvarige kontanthjælpsmodtagere fra hele landet,og hun er kommet frem til, at kontanthjælpsmodtagerne det meste af tiden befinder sig i faser, hvor de direkte fjerner sig fra arbejdsmarkedet.
De konstruktive perioder udgør måske kun en fjerdedel af tiden - det er der, hvor kontanthjælpsmodtageren oplever, at alle indsatser og procedurer giver mening, fastslår Sophie Danneris. I cirka halvdelen af sagerne har hun set konkrete eksempler på, at de ledige har haft job på hånden, men fordi der skulle ske yderligere arbejdsprøvning eller andet, er den mulighed blevet bremset i en slags bureaukratisk forhindringsløb.
Sophie Danneris understreger, at de ansatte i systemet godt ved, hvad der skal til, 'men de arbejder under regler, som tvinger dem til at tænke i kasser og dokumention i groteske mængder'. Hun foreslår, at reglerne ændres 'så beslutningerne i højere grad kan tages ude hos borgerne, hvor tingene sker'.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) erklærer, at han er parat til 'et serviceeftersyn af hele beskæftigelsessystemet'.
- Det er vigtigt ikke at opgive nogen, der kan komme til at arbejde igen. Men det er jo også klart, at systemet ikke må medvirke til, at kontanthjælpsmodtagere bliver mere syge og kommer endnu længere væk fra det danske arbejdsmarked, siger Troels Lund Poulsen til Politiken.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.