dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Lidt færre børn pr. voksen i børnehaverne siden 2017
Selvom der siden 2017 er blevet lidt færre børn pr. voksen i børnehaverne, må det ikke blive en sovepude i forhold til de kommende minimumsnormeringer, lyder det fra Aarhusrådmand. (Arkivfoto)
Foto: Signe Goldmann, Ritzau Scanpix

Risiko for sovepude:
Lidt færre børn pr. voksen i børnehaverne siden 2017

I de fleste kommuner var der i 2022 højest seks børn pr. voksen i børnehaverne, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Aarhusrådmand advarer mod, at tallene bliver en sovepude for de kommende minimumsnormeringer.
17. NOV 2023 10.12

Siden 2017 er antallet af børn pr. voksen i børnehaverne faldet fra 6,2 barn pr. voksen til 5,6 i 2022. Når det gælder vuggestuerne har der været et mindre fald siden 2017 fra 3,1 til 2,9 barn pr. voksen - uændret siden 2020, viser tal fra Danmarks Statistik. Normeringen på dagplejen har ligget på samme niveau siden 2018, og den er på 3,3 barn pr. voksen.

Størstedelen af kommunerne havde i 2022 en børnehavenormering på 6,0 eller derunder, mens 10 pct. af kommunerne lå over 6,0. Her ligger Holstebro og Fredrikshavn Kommuner i top med 6,3 barn pr. voksen. De laveste normeringer er i Samsø og Langeland Kommuner på henholdsvis 4,0 og 4,2.

Bupl gør i en kommentar opmærksom på, at andelen af uddannede pædagoger fortsætter med at falde - i 2021 var pædagogandelen 54 pct. og i 2022 52 pct.

- Den positive udvikling, som kunne spores sidste år, er stort set gået i sig selv. Tallene viser tydeligt, at kommunernes økonomi er presset, og med de besparelser på børneområdet, som vi har set i år og i kommunernes budgetter for 2024, er jeg mildest talt bekymret for, om de kommer i mål med loven næste år, siger Bupl-formand Elisa Rimpler.

Sovepude for minimumsnomineringer

Danmarks Statistik gør også opmærksom på, at de opgjorte normeringer på kommuneniveau ikke kan bruges til at sige, i hvilket omfang kommunerne lever op til det kommende lovkrav om minimumsnormeringer. Med det kommende lovkrav er der nemlig besluttet tre korrektioner af opgørelsesmetoden: børn under tre år i børnehave, lederandel samt fraregning af personale ansat for statslig pulje til sociale normeringer. Lovkravet gælder fra januar 2024.

I Aarhus Kommune afviger tallene fra dem fra Danmarks Statistik, fordi Børn og Ungeforvaltningen i 2022 allerede har forholdt sig til de kommende lovkrav - fx at pædagogiske ledere kun indgår med en vægt på 85 pct. Og rådmand Thomas Medom (SF) advarer mod, at de nye tal fra Danmarks Statistik bliver en sovepude for de kommende minimumsnormeringer:

- Tallene giver ikke et retvisende billede i forhold til loven om minimumsnormeringer, som alle kommuner skal forholde sig til om kort tid. Derfor er det afgørende, at opgørelsen ikke bliver en sovepude i arbejdet for, at vi sikrer nok uddannet personale omkring børnene i vores vuggestuer og børnehaver i Aarhus Kommune og i resten af landet. Det handler om uddannelse og rekruttering, men det handler også om kroner og øre. Der er ganske enkelt brug for, at der bliver investeret mere i vores dagtilbud, siger Thomas Medom.

download (3)

Nyt opgørelsesniveau

Danmarks Statistik har udgivet kommunale normeringer siden 2015. I år udgives for første gang normeringer både på kommunalt niveau og forældrebestyrelsesniveau. Der er stor forskel på, hvor mange enheder (vuggestue, børnehave eller integreret institution) en forældrebestyrelse er ansvarlig for, og både kommuner og de selvejende institutioner bestemmer selv, hvordan de vil inddele forældrebestyrelserne. 

Fx havde Bornholms Regionskommune samlet alle kommunens enheder i én forældrebestyrelse, mens Aalborg kommune helt modsat havde 152 enheder med hver sin forældrebestyrelse og en enkelt bestyrelse med ansvar for to enheder.

Normeringerne kan også opgøres på forældrebestyrelsesniveau, og her var de hyppigste normeringstal 5,9 for børnehaver og 3,0 for vuggestuer. I 2022 havde 72 pct. af de samlede 1.218 forældrebestyrelser for vuggestuer normeringer på 3,0 eller derunder, mens 73 pct. af børnehavernes normeringer lå på 6,0 eller under for de tilhørende 1.485 forældrebestyrelser.

Normeringerne er en del af initiativet om større gennemsigtighed, men kan heller ikke her bruges til at sige, i hvilket omfang kommunerne lever op til det kommende lovkrav om minimumsnormeringer i daginstitutionerne fra 1. januar 2024, lyder det fra Danmarks Statistik.

Find tallene fra Danmarks Statistik her.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.