dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
I en DK Nyt-rundspørge fra marts svarede flere end 20 kommuner, at de afventer nationale anbefalinger om nødberedskab til sårbare borgere. Nu er der retningslinjer på vej. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ministerium bekræfter:
Nationale anbefalinger til kommunernes beredskab kommer i denne uge

Efter måneders uklarhed er der nu udsigt til klare retningslinjer. Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab forventer i denne uge at præsentere en plan for kommunernes beredskab for sårbare borgere.

Kommunerne har længe ventet på klare regler for kriseberedskabet. Nu tyder alt på, at afklaringen endelig er på vej.

Minister for Samfundssikkerhed og Beredskab Torsten Schack Pedersen (V) siger til Jyllands-Posten, at ministeriet forventer at fremlægge anbefalinger for kommunernes beredskab for sårbare borgere i løbet af ugen.

Det sker efter måneders politisk tovtrækkeri om, hvem der egentlig har ansvaret, når krisen rammer - myndighederne, kommunerne eller borgerne selv?

Debatten blussede bl.a. op, efter DK Nyt i marts kunne afsløre, at kun hver tredje kommune havde et tredages nødberedskab for sårbare borgere på kommunens døgninstitutioner, plejehjem og bosteder.

Ifølge forsker i beredskab og samfundssikkerhed Rasmus Dahlberg var det "et rigtig dårligt tegn", at kommunerne håndterede beredskabsopgaven så forskelligt.

- Serviceniveauet under en krise bør ikke afhænge af, hvor i landet du bor, sagde han og supplerede:

- Det er en konsekvens af fravær af nationale retningslinjer. I praksis betyder det, at kommunens forvaltning og de folkevalgte politikere inden for et budget aktivt skal vælge, om fx et bosted skal have en generator. Dermed kommer beredskabet i direkte konkurrence med andre ting, og der taber beredskabet tit. 

Klarhed om ansvar

Også KL's formand for klima- og miljøudvalget Johannes Lundsfryd Jensen (S) efterlyste tilsvarende "en klar national udmelding om trusselsbilledet i Danmark". 

Det fik Styrelsen for Samfundssikkerhed til at sende et brev til alle 98 kommuner med anbefalinger til et mere effektivt nødberedskab - en såkaldt opfordring til styrket beredskabsplanlægning. Men kommunerne var fortsat ikke tilfredse.

Med god grund, lød det fra beredskabsekspert Rasmus Dahlberg, der kritiserede brevet for hverken at tilføre nyt eller afklare, hvem der egentlig har ansvaret.

Kort efter fulgte KL op med sit eget brev til kommunerne. Her kom organisationen med fem konkrete anbefalinger til, hvordan kommunerne kan sikre sårbare borgere i en krisesituation. KL bemærkede samtidig, at styrelsens brev ikke præciserede, hvilke krisescenarier kommunerne skal være beredte på eller i hvor lang tid. 

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab har de seneste måneder samarbejdet med en række ministerier, myndigheder, kommuner og regioner om at udarbejde nye anbefalinger, og ifølge ministeriet er de altså lige på trapperne. 

 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/nationale-anbefalinger-til-kommunernes-beredskab-kommer-i-denne-uge

GDPR