
SOLRØD: Lokalavisen Solrød frifindes på et punkt, men får kritik på et andet for omtalen af borgmesteren, Niels Hörup (V), og embedsmanden, teknisk chef Jens Bach, i en nyhedsartikel og en leder om et borgermøde om et transportcenter.
Solrød Kommune havde bedt Pressenævnet tage stilling til sagen.
Nævnet er klar med sin afgørelse, og den byder på kritik af avisen for ikke at have forelagt en leder med rubrikken 'Borgmesteren er en politisk tøsedreng' for klagerne inden publiceringen.
For selvom Pressenævnet understreger, at der er plads til en højere grad af frisprog i ledere, så er påstandene så krænkende og skadelige, at klagerne burde have haft mulighed for at besvare beskyldningerne.
I lederen lyder det blandt andet:
'Det er simpelthen for groft, at en embedsmand mod bedre vidende direkte lyver borgene op i deres åbne ansigter, og at borgernes VALGTE repræsentant – borgmesteren – lader ham gøre det under devisen, at 'målet helliger midlet'. 'Og hvor ikke mindst politikerne tør stille op og redegøre for deres synspunkter i stedet for at skjule sig bag ved en løgnagtig embedsmand.'
Det er altså disse formuleringer, som ifølge nævnet er så grove, de beskyldte burde have haft mulighed for genmæle.
Klarer frisag i nyhedsartikel
Til gengæld er der ikke kritik af avisen for artiklen 'Borgmesteren gemte sig bag embedsmand' og for ikke at have forelagt den.
I artiklen kaldes Jens Bach blandt andet en 'løgnagtig embedsmand'. Og nævnet vurderer, at man med en offentlig stilling som leder 'må acceptere kritik og en nærgående diskussion af deres holdninger'. Derfor kritiserer nævnet heller ikke, at avisen ikke har forelagt kilderne artiklen inden publicering.
Pressenævnet finder altså ikke grund til kritik, da nævnet vurderer, at avisen har fremlagt de ifølge mediet faktiske omstændigheder.
Artiklerne blev bragt i november sidste år efter et borgermøde med et transportcenter på agendaen og cirka 300 deltagere. Klagerne havde desuden bedt nævnet tage stilling til de injurierende forhold i publikationerne, men dette falder uden for nævnet kompetencer at afgøre.
Se Pressenævnets kendelse.
Se artikel og leder hos Lokalavisen Solrød.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.