'Jeg er blevet slået af min mor'.
Den melding fra et barn er langt fra sjælden, for når det gælder psykisk vold og den såkaldte hverdagsvold - riv, rusk, skub og niven - løfter mødrene oftere en voldelig hånd end fædrene.
Det viser en kortlægning fra Red Barnet, skriver Jyllands-Posten.
Når et barn fortæller, at det har været udsat for vold fra moren, risikerer beskeden at blive overhørt, fordi de færreste forbinder mødre med vold, lyder det fra Red Barnet.
- I Danmark har vi en forestilling om, at det er mændene, der er de voldelige - hvilket de også er i de grove tilfælde - men kvinderne er også en del af det, vi kalder hverdagsvolden, siger psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet til Ritzau og fortsætter:
- Det betyder, at børnene ikke bliver set, hørt og forstået, som de har brug for.
Minister erkender vaneforestillinger
For at kaste lys over kvindernes rolle har Red Barnet lagt en række undersøgelser fra eksempelvis Børnerådet og forskningscenteret SFI sammen.
De er suppleret med interviews med fagpersoner fra institutioner og organisationer, som beskæftiger sig med vold mod børn og unge.
Når det gælder hverdagsvolden, har 21 pct. af skolelever i 7. klasse oplevet et overgreb fra deres mor, viser Børnerådets undersøgelse fra sidste år blandt godt 4000 børn.
18 pct oplevede volden fra farens hånd. Hvad angår grov vold med slag og spark fører kvinderne også, selv om det dog er marginalt.
Socialminister Mai Mercado (K) erkender, at vaneforestillingerne om, at volden ofte udøves af en voldsmand - og ikke af en kvinde - trives.
- Det er lige forfærdeligt og uacceptabelt, hvad enten mor eller far begår volden. Vi skal hjælpe børnene til at sige fra og opkvalificere de fagprofessionelle, så de i højere grad opfanger tegn og signaler på vold fra børnene, siger ministeren.
Hun er inden længe på vej med en børnerettighedspakke.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.