dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Milliarder til unge, ældre, børn og sundhed

Der er flere penge på vej til pædagoger, til klippekort, til ældre og til en ny sundhedspakke. Finanslovsforhandlingerne er godt i gang

Over de næste fire år vil regeringen årligt bruge 250 mio. kr. ekstra på at sikre, at kommunerne kan ansætte flere pædagoger. 1,6 mia. kr. skal gå til en såkaldt velfærdspakke, hvor blandt andet Enhedslistens hjemmehjælpsklippekort er centralt, mens en sundhedspakke tilføjer yderligere 600 mio. kr. til sundhedsområdet i 2015.

Ifølge beregninger fra Finansministeriet vil investeringen af 250 mio. kr. til pædagoger gøre det muligt at ansætte godt 600 ekstra pædagoger i landets daginstitutioner.

I finansloven for 2012, der blev indgået mellem den daværende S-R-SF-regering og Enhedslisten, blev der afsat 500 mio. kr. til ekstra pædagoger. Penge, som venstrefløjen og pædagogernes fagforbund, Bupl, har kritiseret for ikke at havne på børneområdet som aftalt.

Kommunerne skal dokumentere
Enhedslisten har undervejs i forhandlingsforløbet forgæves forsøgt at komme igennem med at indføre minimumsnormeringer for antallet af pædagoger pr. barn i daginstitutionerne. Men det er til gengæld denne gang præciseret i aftaleteksten, at pengene skal gå til pædagoger.

‘Pengene reserveres på forhånd mellem kommunerne på baggrund af antallet af 0-5-årige, og kommunerne kan derefter ansøge om deres del af puljen. Pengene er øremærket, så kommunerne skal dokumentere, at de øger midlerne til mere pædagogisk personale for at få andel i puljen', står der i aftalen.
Det er normalt ikke kommunernes kop te, at penge på forhånd afsættes til helt bestemte formål. Formanden for KL's børne- og kulturudvalg, københavnerborgmester Anna Mee Allerslev (R), klapper dog i hænderne over, at aftaleparterne er enige om at prioritere børneområdet.

Men hun havde foretrukket, at pengene ikke var øremærket og erklærer sig over for Politiken ‘træt af den evige talkrig' med fagforeningen Bupl om, hvor mange penge fra tidligere aftaler der er gået til børneområdet.

Klippekort til de svageste
Mens børn og pædagoger sikres bedre normeringer, skal en velfærdspakke sikre de svageste ældre en halv times ekstra hjemmehjælp hver uge, som de selv bestemmer over. Sammen med SF og Enhedslisten lander regeringen en samlet pakke på 1,6 mia. kr. Og en afgørende del af den pakke er Enhedslistens ‘hjemmehjælpsklippekort' til de svageste ældre.

Den skal give dem en halv times ekstra hjemmehjælp om ugen, som de selv kan bestemme, hvad skal bruges til. Aftalen er en udvidelse af klippekortordningen, som man allerede kender fra Københavns Kommune, til resten af Danmark.

Med den har de svageste ældre fået en halv times ekstra hjemmehjælp hver uge med hjælp fra sidste års ældremilliard, som de selv bestemmer over. Pengene udmøntes som en pulje - 75 mio. kr. i 2015 og 150 mio. kr. om året fremover - som de kommuner, der ønsker at tage del i ordningen, selv skal søge.

Kommer ca. hver tiende til gavn?
Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten oplyser over for Ritzau, at parterne regner med, at 13.000-15.000 ældre får gavn af klippekortet. Det svarer til ca. hver tiende hjemmehjælpsmodtager.

Det var netop et andet krav på ældreområdet, der sidste år fik finanslovforhandlingerne til at bryde sammen i rød blok. Dengang forlangte Enhedslisten, at der skulle spenderes en milliard kroner på at sikre de ældre to bade om ugen.

I Københavns Kommune har 97 pct. af de svage ældre sagt ja til ordningen - og ingen af dem har ønsket praktisk pleje som et ekstra bad eller en støvsugning. De har i stedet ønsket en tur i biografen, at sidde i parken, at hjemmehjælperen lavede deres livret og en snak ved middagsbordet.

Styrker medicin, kræft og kroniske sygdomme
Sidst men ikke mindst, er en sundhedspakke med 600 mio. kr. ekstra sat af i 2015 til at styrke den medicinske indsats. Derudover skal pengene gå til en bedre indsats på fødeafdelinger og styrket indsat over for sårbare grupper, mere forskning i sammenhæng mellem hormonforstyrrende stoffer og mænds sædkvalitet og sikring af medicintilskud til kroniske patienter.

‘Aftalen betyder i alt 6,5 mia. kr. over fire år,' sagde sundhedsminister Nick Hækkerup (S), da aftalen bliver præsenteret.

Med aftalen gives der for det første fem mia. kr. som blandt andet skal styrke indsatsen mod kræft og kroniske sygdomme. Det svarer til det, regeringen selv på forhånd havde lagt op til at sætte ind over for.

Dertil er så kommet yderligere tiltag for halvanden milliard efter forhandlingerne med de røde partier, og det er her, at pengene til fødeafdelingerne og for de ældre medicinske patienter blandt andet er sat af. Samtidig øges forebyggelsesindsatsen for 250 mio. kr., og endelig afsættes der 66 mio. kr. til at sørge for, at folk med stort medicinbehov automatisk opnår de tilskud, de har ret til, så de ikke - som i dag - selv skal navigere rundt i rabatordningerne.

Ikke i mål endnu
Alle disse tiltag vil dog kun kunne realiseres, hvis Enhedslisten og SF i sidste ende kan blive enig med regeringen om en samlet finanslov. Og her er dagpengeområdet fortsat det store uløste spørgsmål.

- Det bliver vi ved med at lægge arm om, og når vi gør det, så er det jo fordi, der er noget at forhandle om, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

Ritzau


Så mange penge er der sat af til sundhed
• Sundhedsstrategi: 5 milliarder kr. - herunder:
• 1,5 milliarder kr. til patienter med kroniske sygdomme
• 1,1 milliarder kr. til bedre kræftbehandling
• 1,1 milliarder kr. til bedre kvalitet i sundhedsvæsnet via synlighed og åbenhed om resultater
• 1 milliarder kr. til styrkelse af de praktiserende læger, som hurtigere skal opdage kræft og kroniske sygdomme
• 300 millioner kr. til bedre kvalitet ved inddragelse af patienter og pårørende? 
• Styrket indsats over for ældre medicinske patienter: 725 millioner kr.
• Styrket tidlig indsats - herunder styrket sundhedspleje for sårbare familier og kvalitetsløft på fødeafdelingerne: 435 millioner kr.
• En ekstra forebyggelsesindsats: 249 millioner kr.
• Sikring af medicintilskud til kronisk syge: 66 millioner kr.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/milliarder-til-unge-aeldre-boern-og-sundhed

GDPR