dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Minister går i rette med Udbetaling Danmark

Kriterier for at havne på 'undrings-liste' må ikke holdes hemmelige. Til gengæld melder politiet sig nu som leverandør af oplysninger til kontrolformål
4. FEB 2015 10.46

Socialminister Manu Sareen (R) gennemtrumfer nu en større grad af åbenhed om den kontrol, der foretages i Udbetaling Danmark. Det sker i forlængelse af gårsdagens debat om den selvejende kontrolmyndigheds beføjelser, som ifølge et lovudkast står til at blive udvidet.

Det er er dog ikke de udvidede beføjelser, ministeren griber ind overfor, men de eksisterende. Udbetaling Danmark fører en såkaldt 'undrings-liste', over ydelsesmodtagere, som kontrolmyndigheden mistænker for uregelmæssigheder. Præcis hvad der skal til for at man risikerer at havne på listen har Udbetaling Danmark ifølge Jyllands-Posten ikke villet oplyse, end ikke til Folketinget, fremgik det af et svar fra socialministeren til et spørgsmål fra Venstre i Socialudvalget.

Men det bliver der lavet om på:

- Det er kun naturligt, at både modtagere af ydelser og den brede befolkning får indsigt i, hvilke samkøringer, der foregår, og hvad myndigheden kigger efter, siger ministeren nu til avisen. Hans besked til Udbetaling Danmark omfatter også et krav om, at de borgere, der udtages til nærmere kontrol, får konkret besked om registersamkøringen.

Venstres retsordfører Karsten Lauritzen roser Manu Sareen for beslutningen om at ændre Udbetaling Danmarks praksis, dog ikke uden en bemærkning om at ‘det kommer lidt sent'.

Også data fra politi-masseovervågning
Uanset opblødningen af den nuværende praksis vil lovudkastet stadig udvide den selvejende kontrolmyndighed Udbetaling Danmarks adgang til at indhente og samkøre en lang række private oplysninger og sende dem videre til kommunerne.

Til diskussionen af, om dette er for vidtgående, føjer sig nu den omstændighed, at data fra politiets kommende masseovervågning af bilister ifølge politiet selv vil kunne blive videregivet til andre instanser, herunder Udbetaling Danmark, skriver dagbladet Information.

Rigspolitiets plan er at opsætte det nye overvågningssystem, så det ved hjælp af kameraer skal fotografere og identificere nummerplader på alle forbipasserende biler og gemme dem i mindst én måned. Tidligere beregninger har vist, at systemet med et vist antal kameraer kan registrere 600.000 køretøjer om dagen.

Rigspolitiet ønsker at kunne videregive oplysningerne til andre offentlige myndigheder.

Overvågning til ét formål kan bruges til alt
Eksempelvis skal Skat have adgang til oplysninger, hvis Rigspolitiet i konkrete tilfælde vurderer, at det er ‘sagligt' begrundet. Og det gælder ifølge Information også, selv om bilisterne ikke kan sættes i forbindelse med nogen af de lovovertrædelser, som overvågningssystemet oprindeligt skulle bruges til at bekæmpe.

Tilsvarende vil vicepolitimester Ole Andersen fra Rigspolitiet ‘ikke udelukke', at videregivelsen af oplysninger om bilisters færden vil kunne ske til eksempelvis kommuner eller Udbetaling Danmark i forbindelse med eksempelvis sager om socialt bedrageri.

Ph.d.jur. Hanne Marie Motzfeldt, der er adjunkt ved Syddansk Universitet med speciale i persondataret, mener, at det er et ‘skridt mod et overvågningssamfund' at overvåge bilers bevægelser og derefter åbne ‘mulighed for forskelligartet brug af overvågningen':

- Det er helt centralt at sætte grænser for brugen af de oplysninger. Det er jo så at sige næsten hele Danmarks færden, siger hun til Information.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/minister-gaar-i-rette-med-udbetaling-danmark

GDPR